Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Nå ja, gode nyheder findes

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 8. november 2016 kl. 07.00

Der er såmænd nok at gå i sort over her i første halvdel af årets mentalt længste måned. Også uden at beskæftige sig med det amerikanske valg, årets længste gyser.

Men gode nyheder findes. I denne uges nummer af Danske Kommuner siger jobcenterchef i Helsingør Kommune Kristjan Gundsø Jensen: ”Noget af det, der gør mig gladeste er netop, når medarbejderne finder en løsning for folk, der har været i beskæftigelsessystemet i rigtig mange år. For eksempel har jeg lige hørt om en kvinde i 40’erne, som har været på offentlige ydelser i mere end 20 år og nu i en sen alder er blevet diagnosticeret og har fået et fleksjob på 20 timer”.

En begyndende arbejdskraftsmangel på den ene side og en alt for stor del borgere på overførselsindkomst er en af Danmarks største udfordringer. Det har skabt masser af fjendebilleder. På den ene side Kommunen som ondskabens borg befolket af bureaukratiske orger, der kun venter på at udsætte ledige for meningsløse pinsler (man må nok sige, at sengeaktivering har ikke gjort noget særlig godt for jobcentrene). På den anden side borgerne som en flok dovne robert’er kun opsat på at klage, jamre og sætte hælene i.

Her er det på tide igen at give ordet til den gode jobcenterchef fra Helsingør, som siger: ”Vi skal være bedre til at give udsatte borgere kontakt til normalsamfundet. Al viden viser, at man får øjnene op for nogle ressourcer ved at komme ud i et arbejdsfællesskab, hvor man ikke bliver behandlet som et særtilfælde. Det kan bevirke, at man får lidt mere kontrol over det man selv bakser med”.

Arbejdslivet er ikke det værste man har.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Nå ja, gode nyheder findes Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger