Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Mørkets fyrster og lysets engle

Af Tom Ekeroth, mandag den 26. januar 2015 kl. 11.30

I sidste uge trak Manu Sareen et forslag om at forenkle hjælpen til voksne handikappede tilbage. Det var med et neutralt ord ”noget overraskende”.

I forbindelse med lovforslagets bratte fald spurgte Politiken formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, borgmester Thomas Adelskov om færre retskrav ikke ville have betydet at ydelserne til handikappede ville blive mere afhængige af kommunernes økonomi. Svaret er interessant, ikke bare i denne sammenhæng:

”Vi gør rigtig meget for at hjælpe og for at bruge ressourcerne rigtigt. Jeg synes, at det er en mistænkeliggørelse af medarbejdernes indsats. De gør hver dag, hvad de kan for at hjælpe, og politikerne i byrådet er lokalt valgte borgere, som vil, at alle borgere skal have et så godt liv som muligt”.

Det er forunderligt, hvor tit kommunerne i medierne skildres som steder befolket af mørkets fyrster, der nidkært vogter over bugnende pengetanke, som de simpelthen ikke vil dele ud til borgerne.

Lige så forunderligt er det, at handikap- og patientorganisationer stort set optræder som lysets engle, når de er i medierne.

For ikke at blive misforstået: Der gøres et stort arbejde i disse organisationer og nogle af dem er mestre i at skaffe penge, som de bruger på borgere. Den kategori af borgere, de nu er sat i verden for at hjælpe. I modsætning til kommunerne, der er for alle borgere.

Jeg kan ikke umiddelbart huske, hvornår der sidste er blevet gået kritisk til dem og deres budskaber. Er det frygten for at blive anset for at være ond, hvis man stiller kritiske spørgsmål til for eksempel en patientorgansation?

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Mørkets fyrster og lysets engle Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger