Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Men det skal ligge i en kommune…

Af Tom Ekeroth, onsdag den 26. maj 2021 kl. 09.00

Sagen om placeringen af et udrejsecenter for kriminelle udlændinge er begyndt at lyde lidt som Niels Hausgaards sang om atomkraftværker, hvor omkvædet er ”her vil det godt nok ligge i vejen”.

Sagen lignede en overgang nærmest SF-fætter-kusine fest med to tidligere næstformand: Mattias Tesfaye og Tonni Hansen, nu henholdsvis minister og borgmester, Folketingsgruppen og sandelig også den tidligere SF’er Johannes Poulsen, nu radikalt byrådsmedlem i Herning, som med vanligt lune har foreslået, at centret da kan ligge i København. Her er ganske vist en del både nuværende og tidligere kriminelle.

Tesfaye er en modig mand, der mødte op hos de rasende borgere i Bagenkop, men man skulle næsten være blind og døv for ikke at kunne opfatte, at i den lille sydlangelandske idyl, der ville det ligge i vejen.

Det ville nærmest have været skæbnens ironi, at Langeland der tidligere har forsøgt sig med at skabe arbejdspladser med asylcentre, nu skulle have det stærkt uønskede udrejsecenter, netop hvor turismen måske kan give den stærkt plagede økommune en optur. Men afværgemanøvren lykkedes og Tonni Hansen kan ved valget i november i øge sit i forvejen betragtelige personlige stemmetal.

I Ikast-Brande undrer nogle af kommunens mange blå vælgere sig muligvis over hvorfor deres partiformænd så kort tid før kommunalvalget havde så travlt med at tage til en ret stærk SF-kommune, når de nu kunne have fået flyttet centret fra Kærshovedgård ved at støtte forslaget om Langeland.

Og Udrejsecentret? Ja, det skal i hvert fald ligge i en kommune.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Men det skal ligge i en kommune… Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger