Kære Tom.

Tak, for din beklagelse, som viser at du er et mandfolk. Et mandfolk som lige tænker lidt over situationen i et døgns tid og tager sin beskutning.

Store mænd, politikere, journalister viser klasse, ud over det normale, når man kan indrømme egne fejl.

Har du skrevet fejlagtigt? Nej, men dine ord ramte hårdt for mange mennesker, forældre, unge som netop i skrivende stund gøres ondt, meget ondt , grundet den politiske situation og embedsvældets overtagese af magten over vores liv, som syge og handicappede.

Overtagelse af magten over Folketingets love, som bevidst misfortolkes...... og snorksover bevidst og vender det blind øje til

Dokumentation herfor mangler desværre ikke.

Tom, har du ikke lyst til at følge os #enmillionstemmer på vores vej for bedre forhold.?

Du skal ikke følges os, som en anden lakaj, men bare forsøge at forstå vores bevægegrunde for kravet om bedre forhold, som ikke drejer sig om at kræve flere penge eller belaste samfundet yderligere.

Vi kræver og forventer så lidt.

Overholdelse af Folketingets love, som ikke, i en uendelighed skal misfortolkes af embedsmænd/kvinder til stor skade for vores retssikkerhed.

Jeg ønsker dig en fortsat god weekend.

Med venlig hilsen, 72 år, som syntets du er et mandfolk og ikke så vred mere, men fortsætter min kamp.

Ja Tom, det gjorde. Og det er stort du selv kan se det, det skal du have ros for.

Men du bør måske overveje, hvad formålet med du skriver om, er.
I dette tilfælde kan man tro du ønsker at blive kommunalt ansat, for kendskab og forståelse til det omfattende og dybe menneskelige konsekvenser den manglende støtter medfører, det viser du på ingen måde at have.

Men man skal måske også have oplevet dette på egen krop, for overhovedet at kunne forstå hvordan hvad den manglende forståelse for problemstillingerne betyder for de der har brug for hjælp og deres pårørende.

Jg kan fortælle dig, at det er så voldsomt absurd og krænkende at være indblandet i, at det slet slet ikke burde kunne finde sted i et land som Korea. Men her taler vi om Danmark!!!

Jeg tror simpelthen ikke du har det det tæt på livet. Jeg tror ikke du er klar over hvor sårende sådan et menneskesyn virker på os som har det tæt på. Som kæmper hver eneste dag for vores kære. Jeg tror ikke du tænker på at det er sådanne udtalelser der er med til at fastholde synspunkter som den du skriver.
At der er mennesker i det kommunale system, der tankeløst - med bl.a. dette indlæg i ryggen - føler de har “ret” til at gå til grænsen og også at bryde lovgivningen i stedet for at kæmpe for at vi som samfund (kommune) behandler folk med værdighed og overholder lovgivningen.
Enhver kan få et handicap. Enhver kan få et barn med handicap. Et barn som hele livet skal leve med at være afhængig af det menneskesyn du repræsentere her, også som voksen.
Hvis det var en af dine kære tror jeg ikke du ville skrive eller mene dette. Det håber jeg ikke.
Kommunerne har ikke løftet opgaven, det mener er tydeligt for enhver og det vil klæ at kommunerne går ind med den holdning til at løse problemet - også selv om løsningen så bliver at det ikke er kommunernes opgave mere. Dette her er med til at bygge mure og ikke broer.
Vi er en familie der har dette tæt på kroppen og har oplevet amt og kommune.

Grunden til at mange gerne vil have området væk fra kommunerne, er at der ikke er tilstrækkeligviden om det enkelte handicap i kommunerne. Selv store kommuner har ikke resurser til at have en person med specifik viden om bare de mest almindelige handicap. Derfor bliver hjælpen tilfældig, der hvor den gives og mange steder afslår man og venter på ankestyrelsen, som ofte sender hjem igen, med det resultat at der kommer en ny afgørelse, som også skal ankes. Hvis det lå under staten kunne de store grupper have en afdeling og de mindre et par personer i nogle fælles afdelinger, som ud fra resurser, kunne give den samme hjælp til en borger i Skagen og en i København, så man også kunne flytte, uden at miste sin hjælp. Hvis man har viden, kender man også til løsninger og vil ofte kunne gøre ting billigere end hvis den enkelte kommune, selv forsøger at sin egen løsning. Det værste er at embedsmænd i dag er små guder og ikke ser på andet end budgettet, hvis de så er i en kommune med en svagt sammensat kommunalbestyrelse, bliver det reelt de enkelte embedsmænd der laver handicappolitik.

Kommunerne har fejlet på alle områder.
Overtrådt stort set alle gældende lovgivninger, som er vedtaget af folketinget, knægter folks ytringsfrihed, ret til at optage, ignorerer lægeerklæringer, som bliver bestilt igen og igen, overtræder Menneskerettighedskonventionen, Handicapkonventionen, tænker på refusioner, måltal og økonomi før mennesker.

For jer er vi bare en belastning, er et nummer, tilhører en gruppe af sygdomsramte/handicappede, hvor alle er es. Ministerudtalelser siddes overhørig, Ankestyrelsens afgørelser har ingen effekt, vejledningspligten er en by i Rusland, osv., osv.

Det, vi kræver, er, at lov er lov, og liv skal holdes. Hver enkelt sag skal vurderes individuelt, og hvert eneste menneske skal høres, respekteres og lyttes til.

Al ekspertise på både handicap- som jobanvisningsområdet er ikke-eksisterende - tværtimod.

Behandl os nu som de mennesker, vi er. Giv os, hvad vi har brug for hjælp til, smil og vær glade for at hjælpe.

Så ville I komme langt.

Jeg håber for dig, at fu ikke kører galt på motorvejen eller mister en arm i en ulykke eller får en blodprop i hjernen. For så er du i samme båd som os andre.
Det billigste er vel også godt nok til dig så, eller...?...

Hvis man, som tidligere kommunalt ansat og nu journalist og debattør, kan indtage så forudindtaget og afgrænsetafgrænset et syn på handicapområdet og grundlaget for gruppen #enmillionsstemmer's borgerforslag, så er man altså langt fra dén virkelighed man selv har befundet sig i, og som man nu iagttager i fugleperspektiv.
Hvor er det groft, med så relevant en professionel baggrund, at man fuldstændigt fravælger at inddrage i sin analyse, kommunernes intentionelle brudbrud på borgeres rettigheder, tilgang til sårbare, handicappede borger og deres pårørende i den daglige sagsbehandling og det aspekt, at Ankestyrelsen omstøder så massivt stort et antal af kommunernes afgørelser, når borgere klager over manglende støtte og afvisninger på ansøgning om hjælp.
Det, har man i sin kapacitet som journalist alle muligheder og redskaber til rådighed for, at søge indsigt i, men i dette tilfælde er synspunktet udelukkende beskrevet med udgangspunkt i et menneskesyn så arrogant, at handicapområdet beskrives som grådigt, borgerforslaget som naivt og overambitiøst, og sårbare borgere som irriterende tiggere. Viljen er ikke til mere end det.
Det er tæt på uforskammet, og det gør mig vred, at jeg, der selv har oplevet grov behandling fra en kommune, skal acceptere at et indsigtsfuldt, veluddannet menneske skal beskrive handicapområdet som en gene, som en byrde og besværlig klods om benet på samfundet, velvidende at man selv har arbejdet i det system, der går for at være en velfærdsstat i et velfærdssamfund.
Det er ikke en værdig holdning at sætte op, indenfor de velfærdsrammer som samfundet bør yde sårbare borgere støtte.
Det er ikke et empatisk, humanisk menneskesyn, og det anerkender ikke og respekterer slet ikke de dokumenterede tilfælde af svigt fra kommunerne, som foreligger i rigt antal.

rettelser til det nedenfor.
Der skulle stå 2½ år og senere 10 år ikke måneder
Rigtg tekst
Hvor er det arrogant, sikke et menneskesyn, hvilken uvidenhed. Ved sygdom kommer man til læge og kan "bevilges" kirurgi, medicin el. lign. Skæbnen kan ændres.
Med den rette indsats, træning, hjælpemidler o.a. kan skæbnen ændres for de, der har handicap.
Et eksempel på hvad den rette indsats kan gøre. Et lille barn fik en stor hjerneskade ifm fødslen. Det medførte synsfeltdefekt, CP med lammelser i hele højre side m.v.
Vi var heldige. Vi kunne dagligt stimulere og træne vejledt af en dygtig fysioterapeut fra han var 9 måneder gammel og ikke kunne sidde selv. Efter fire månederes træning tog han de første skridt. Vi var heldige. Vi kunne dagligt stimulere og træne hans syn vejledt af en dygtig synskonsulent. Efter 2½ år var synet normalt. 10 år senere har han stadig normalt syn, han cykler, spiller fodbold, ror kajak og står slalom mm.
Ingen kan på forhånd vide, hvad træning kan udrette. Andre gange kan de rette hjælpemidler være den helt afgørende forskel,
Vi har ikke bare accepteret kommunens ulovlige afgørelser, men kæmpet med de konsekvenser, det har givet os som pårørende. Har vi derved "dybest set ønsket det umulige. At ændre på det man kan kalde skæbne"?
Eller har vi netop kunnet ændre "skæbnen", til gavn for alle, også samfundets økonomi?

Hvor er det arrogant, sikke et menneskesyn, hvilken uvidenhed. Ved sygdom kommer man til læge og kan "bevilges" kirurgi, medicin el. lign. Skæbnen kan ændres.
Med den rette indsats, træning, hjælpemidler o.a. kan skæbnen ændres for de, der har handicap.
Et eksempel på hvad den rette indsats kan gøre. Et lille barn fik en stor hjerneskade ifm fødslen. Det medførte synsfeltdefekt, CP med lammelser i hele højre side m.v.
Vi var heldige. Vi kunne dagligt stimulere og træne vejledt af en dygtig fysioterapeut fra han var 9 måneder gammel og ikke kunne sidde selv. Efter fire månederes træning tog han de første skridt. Vi var heldige. Vi kunne dagligt stimulere og træne hans syn vejledt af en dygtig synskonsulent. Efter 2½ måned var synet normalt. 10 måneder senere har han stadig normalt syn, han cykler, spiller fodbold, ror kajak og står slalom mm.
Ingen kan på forhånd vide, hvad træning kan udrette. Andre gange kan de rette hjælpemidler være den helt afgørende forskel,
Vi har ikke bare accepteret kommunens ulovlige afgørelser, men kæmpet med de konsekvenser, det har givet os som pårørende. Har vi derved "dybest set ønsket det umulige. At ændre på det man kan kalde skæbne"?
Eller har vi netop kunnet ændre "skæbnen", til gavn for alle, også samfundets økonomi?

Tak for hjælpen med at understrege, at KL ikke er i stand til at klare opgaven med handicapområdet på en værdig måde. Det kræver nemlig at man kan se mennesker og børn med handicaps som ligeværdige mennesker, der kan opnå ligeværdige muligheder med resten af befolkningen med kompensering for handicappet. Tom Ekeroth kalder mennesker og deres pårørende ud på at være griske og utilfredse, uanset hvor megen hjælp de måtte få. Tom Ekeroth tager fejl, da Handicapkonventionens rettigheder netop tager udgangspunkt i matematiske formler, der har vist at det kan svare sig økonomisk at støtte mennesker og børn med handicaps i at klare sig selv. Dette skaber vækst og i erkendelse af ikke at kunne undvære ressourcerne fra mennesker med handicap er disse rettigheder konciperet.

Danmark har ikke råd til at undlade at drage nytte af de ressourcer mennesker med handicaps har. Tom Ekeroth burde læse præamblen til Handicapkonventionen. Det er formålet med konventionen, og altså det der står først i Handicapkonventionen, hvis Tom Ekeroth havde ulejliget sig til at læse Handicapkonventionen.

Puha, jeg får ondt i maven og bliver endnu engang virkelig frustreret og bange, når jeg læser sådan et skriv. Jeg kæmper og har kæmpet i årevis for mine 2 unge sønner. Som sagtens kunne få et bedre liv end de har nu. Mængden af fejl i deres sager og mængden af uvidenhed og ligegyldighed, har forfærdet mig. Du må simpelthen leve i din egen lille drømmeverden

Mvh
Shannet

Tom Ekeroth, du har sikkert ikke fantasi til at forstå at handicappedes retssikkerhed og krav på god forvaltningsskik, er hensyn som overtrumfer økonomiske hensyn, og at forvaltningen ikke hører hjemme i primærkommunerne når de ikke kan indse at det er en forbrugskonto og ej heller afsætter økonomi og ressurcer.

Bedste hilsen Jørgen Busch

Så må man skære i nogle 'nice to have'-elementer hvis der er lavvande i handicap-kassen. At sige, at folk med handicap bare må opgive at leve et godt og værdigt liv er vanvittigt respektløst og viser en pinlig mangel på indsigt i hvad der er på spil. En sårbar gruppe danskere bliver lige nu udsat for systematisk fejlbehandling. Det stopper nu. Hilsen en pårørende.

Monica Lylloff #enmillionstemmer er vred.


Fordi en Hr. Tom Ekeroth, Selvstændig journalist, tidligere redaktør på Danske Kommuner, har skrevet sin menig om #enmillonstemmer Borgerforslag.


Hr. Tom Ekeroth er også Blokker og har sandsynligvis mange gode meninger: http://www.danskekommuner.dk/Blog/Tom-Ekeroth1/


Men her i hans sidste mening udstiller han sin store uvidenhed og manglende indsigt, i en Verden som tydeligvis ligger ham fjern.


Monica Lylloff er berettiget vred.


Peter Hansen er vred, når man møder indflydelsesrige såkaldte professionelle, som ikke kender konsekvensen af sine meninger.


Hvis Hr. Tom Ekeroth i det mindste havde gjort sin research og læst eksempelvis “Danmarkskortet” https://sim.dk/danmarkskort/2020/ eller bare i vores “Vidensbyrd” ville denne ældre journalist muligvis fået et lidt anden synspunkt, end denne ensidige fanatiske artikel til glæde for sit netværk og gamle arbejdsplads “Danske Kommuner”


Peter Hansen er vred, fordi #enmillionstemmer kræver ikke een eneste krone af samfundet.


Vi kræver ikke større invalidebiler.


Vi kræver ikke større førtidspension.


Vi kræver faktisk kun een eneste ting:


At Folketingets love overholdes. Især inden for børneområdet.


At Ankestyrelsen ikke taber sine ulovlige afgørelser, ved de civilretslige domstole.


At den private interesseforening Kommunernes Landsforening stopper med sin adfærd, som om de er lovgivende organ, hvilket de ikke er.


Mon Hr. Tom Ekeroth kunne forestille sig at forstå vores problemstilling?


Eller vil Hr. Tom Ekeroth forsætte sin alderdom med at forblive i sin fanatiske Verden?


Vi ved det ikke, men når man læser Hr. Tom Ekeroth`s indlæg, er det tydeligt, hvad vi er oppe imod.


Vi må forvente, at andre fanatikere vil angribe vores Borgerforslag, uden at have deres research i orden.


Vrede hilsner

Peter Hansen, Dragør

Dette er ikke kun et spørgsmål om økonomi - faktisk er det nok den mindste problematik...

Dette drejer sig om udsattes rettigheder og hjælp.

Og ja det koster penge, men mange af disse penge går til de som skal håndtere det - nemlig kommunerne...

men lad økonomien ligger, og lad det faglige afspejle den hjælp der skal til - den rette hjælp, hvor fagfolk, med dokumenteret erfaring beskriver hvad der skal til uden at skele til økonomi.
I sidste ender, er jeg sikker på at den samlede samfundsøkonomi for området vil være væsentlig mindre, idet mange vil få den rette hjælp, og derfor skal der ikke bruges penge på kommunalt ansatte og fejlagtig behandling/hjælp.

Og lige et lille råd: Det man ikke ved noget om, bør man lade de som ved noget klare.

De vidnes byrd som er indsamlet fra hele landet fra mennesker med et handicap og deres pårørende er rystende læsning og hel uværdig for en retsstat - og afsløre et systematisk overgreb og miskrimination af mennesker med et handicap og hel befolkningsgruppe i samfundet. Mange af sagerne er så grove at de bør for retten og helt til Menneskerettighedsdomstol (EMD) og tror også at det vil ske og ikke mere er gratis for kommunerne ikke at overholde love regler og konventioner - Set i lyset af COVID19 og alle hjælpepakkerne til erhverslivet Negledame frisørende, vershuse og bodega ejeren m.v for milliarder af skattekroner - så er de få milla kr staten og kommunerne bruger på handicapområdet og de 550.000 med et handicap en dråbe i havet - Mange penge kunne spares hvis kommunerne overholdt love regler og konventioner og ansatte faglig kompetent medarbejder og evner i dag at yde selv banal borgerservice mange må bruge advokat og anden bisserderrådgivning i kampen med systemt kommunerne "en besynderlig retsstat" – Det man nok også er bange for i KL og kommunerne, at det bliver afsløret at penge som skulle være gået til mennesker med et handicap er brugt til andet af kommunerne og vil gå op for "vælgerne" befolkningen hvordan staten og kommunen behandler mennesker med et handicap og mest udsatte i samfundet - Slut bemærkning vi med handicap betaler også skat har uddannelse job familie og børn – og op imod en verden af fordomme og uvidenhed - Der er en bevægelse i gang og uanset om kommune beholder handicapområdet eller ej så vil intet blive intet som før..!

Vi er bedst tjent med at du, KL og primærkommunerne får læst op på sagen.om at handicapområdet skal væk fra primærkommunerne.

Kompetente mennesker har udtalt, at siden nedlæggelsen af amterne i 2007 og overgangen af handicapområdet til primærkommuerne, har det været en ørkenvandring for de handicapede og disses pårørende.
Dårlig sagsbehandling og fejlprocenter har præget sagsbehandlingen, som i et for stort antal sager ikke opfylder praksis for god forvalningsskik.

Du, KL og primærkommunerne ønskes god fornøjelse med gennemlæsningen.
På tide at denne lille sag finder sin rette plads.

Bedste hilsen Jørgen Busch

Hej Tom

Forstår i grunden godt din kommentar! Hvis den var skrevet ud fra et system der virker!

Ligenu er jeg som handikappet og min søns skæbne at kommunerne ikke er opgaven voksen. Jeg må selv lærer lovgivningen for at få simpel hjælp jeg og min søn har ret til. Der sker talrige åbenlyse brud på love og retningslinjer. Og ingen gør noget som helst!

Man når ganske enkelt ikke til at tænke på ens egentligt skæbne for man ha travlt med at tjekke eboks, rykke for svar og læse til jurist.

Jeg forstår ikke at su underkender at 50.000 mennesker mener der er et problem? Og ifald der er et problem så skal man erkende sin skæbne? Så er systemet jo forkert! Hvis kommunerne ikke kan hjælpe borgeren - så er mangler der jo værktøjer.

Hvis du har lyst kan jeg sende dig eksempler på håbløs sagsbehandling og klokkeklar omgang med loven.

Bedste hilsner

Er det ikke et problem, at vi har et samfund hvor den sagsforvaltning af handicapsager, som lykkes med at blive udført efter landets udmærkede love på området, kan ende ud med at blive omtalt, i denne skrivelse fra dig,Tom Ekeroth, som værende en “succes”.

Succes defineres som “det at noget bliver meget vellykket og medfører stor anerkendelse, fortjeneste, fremgang el.lign.; vellykket og heldigt resultat”

Er det ikke lige flotte nok ord, at sætte på en arbejdsopgave, der udføres i et højtudviklet retssamfund, med adgang til en rigdom af viden på området, og udmærkede uddannelser der understøtter netop denne opgave.
Må man ikke som borger forvente, at det er givent at en sagshåndtering håndteres efter loven, uden at man skal bukke og skrabe i en sky af konfetti til ære for fagkundskaben man er underlagt og kalde det for en succes?

Du påstår ydermere, at de borgere, der må ud og indhente ekstern assistance i deres sager, gør det fordi de ønsker at ændre på deres skæbne.

Jeg tror ikke du er klar over at din formulering her er tvetydig.
Man kunne med et skævt smil, tolke, at du er enig med de mange stemmer der fortæller at kommunerne har spillet fallit, netop pga den manglende evne til kontinuerligt at forvalte efter loven. Og dette er grunden til at mange må ud og hente juridisk bistand, for at kunne nå igennem til den lovmæssige ret de har til at blive kompenseret mest muligt for deres handicap.
Dette til trods for at kommunerne netop har en lovbundet forpligtigelse til at varetage netop vejledning og støtteindsatser for borgeren.

Jeg tror dog desværre, at du mener at disse borgere forventer urealistiske mirakler og bebrejder kommunerne såfremt dette ikke løses.

Hvor i alverden har du fået den ide fra?
På hvilket vidensgrundlag stammer den holdning fra?

Kære Tom

Vil du være sød at uddybe, hvor den 'masser af succes på området' er sket? Du skriver, at den ikke når medierne, så det ville da være fantastisk, hvis du kunne sætte lys på disse succeser!

Jeg tror faktisk ikke du har læst, de ofte groteske beskrivelser af situationer som handicappede og deres pårørende stilles i.

Fx en familie med en muskelsvindsramt datter, der skal vælge mellem en elektrisk eller manuel kørestol, da de ikke kan få begge dele. Problemet er blot at den elektriske ikke kan komme rundt i huset, og derfor skal pigen på snart 12 år bæres rundt, eller også kan hun ikke deltage i fx skoleaktiviteter, hvor der ikke er en der kan skubbe kørestolen.
Familien vælger til sidst, at købe en manuel kørestol selv. Da den manuelle, de har haft, bliver afhentet og udskiftet med den elektriske, får de at vide, at den bliver stillet på et lager, for de genbruger ikke kørestolenene !?!? HVORFOR KUNNE DE SÅ IKKE BEHOLDE DEN?!?!?

Kommunerne har travlt med at sende handicappede børn i plejefamilie, da de ikke giver sig tid til at sætte sig ind i Barneys handicap og istedet tillægger forældrene skylden for barnets udfordringer. Men ofte går det ikke hos plejefamiliene, som godt kan se at barnet har vanskeligheder og derfor søger om hjælp til dette. Kommunen vil så heller ikke hjælpe plejefamilien, og derfor giver plejefamilien op og sender barnet videre til ny familie eller på inst. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan sådan en barn udvikler sig og hvor stor en økonomisk belastning det bliver resten af sit voksenliv. Men der blev da heldigvis sparet støtte og hjælp til familien i første omgang....

Med den arrogante og uempatiske holdning du lægger for dagen og når man læser, at du har været tilknyttet KL i 20 år, så kan man jo godt se, hvor forråelsen i forvaltninger stammer fra. Det forplanter sig fra øverste top og ned gennem systemet.
Hvis I i stedet begyndte at regne på, hvor meget man ville spare, ved at sætte ind med den rigtige hjælp fra start - så var der såmænd penge nok. Og ikke så mange mennesker/familier ville bukke under.
Prøv at være nysgerrig på virkeligheden, i stedet for at være dømmende.

Hvor er det ærgerligt at man vælger at møde 50.000 stemmeberettigede borgere med så stor arrogance og ligegyldighed. Det undrer mig dog at man bliver ved med at sige at der ikke er penge på området, for umiddelbart lader det til at man så rigeligt skalter og valter med penge til ligegyldige sagsgange, administrative opgaver, klagesager og ubegrundede og langtrukne undersøgelser. Ligeledes har man åbenbart råd til at sætte borgere på evig forsørgelse, obstruere skolepligtige børn fra at få den uddannelse der skulle have sikret at de blev selvforsørgende som voksne og drive deres forældre ud i stress, fyringer, skilsmisser og jobtab, så man må jo mene at der er rigeligt råd siden man fra kommunal side excellere i at stavnsbinde og afhængiggøre borgere af støtte og omdanne dem fra skatteborgere til klienter.
Hvis nu man i stedet for at flashe sin uvidenhed og sine ubehageligt gammeldags fordomme om hvem den typiske handicappede er og kom borgerne i møde, så kunne det faktisk være at man som kommune ikke bare kunne leve op til regler og konventioner, men man kunne måske endda ende med at blive anset som progressiv og nytænkende og hvem ved, måske ville man faktisk erfare at man ved at yde den rette hjælp i tide ville spare penge på området, som så kunne sikre andre fornuftige tiltag til glæde for borgerne - for det er vel borgerne, kommunerne er til for - eller er jeg helt galt på den?

Hvis det umulige er at leve et liv med indhold, omsorg, frihed, hjælp, træning, gode oplevelser, spontanitet mm, så er vi mange mennesker, der gør det umulige. Er skribenten helt klar over, st han selv kan få en hjerneskade, blive lam, plaget af smerter og meget mere. Hvem synes det er i orden at fratage borgere retten til et liv uden diskrimination - Tom Ekeroth er forhåbentlig en af de få.

Det menneskesyn der kommer til udtryk i artiklen, er ikke dækkende for det danske folks værdier. Der må du tale for dig selv! Vi har for vane i Danmark, at hjælpe syge mennesker og det er vel bl.a. derfor vi har klaret os godt på den lange bane. Tænker der er masse af steder i Verden, hvor dit menneskesyn er fremherskende og ærlig talt.... der kunne man jo tage hen - hvis man er så meget mod lov, orden og medmenneskelighed!

Danmark er et retssamfund, hvor vi har vedtaget nogle love - og de lov skal overholdes.

Som det er i dag, er borgernes retssikkerhed indenfor dette område på gyngende grund. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at vi (kommunerne) ikke overholder landets love.

Om der er penge nok? Hvis der ikke er penge nok, så må vi jo skrue på lovene, så ingen borgere har ret til mere end vi har råd til.

MEN vi kunne jo også prøve, at overholde lovene, at afstå fra det dyre mistro-system, hvor borgere med handicaps bliver mistroet, at de misbruger systemet, og derfor igen og igen skal bevise, at de rent faktisk er handicappede.
Vi kunne jo lytte til de lægefaglige undersøgelser, så sagsbehandlerne ikke behøver bruge tid (og dermed penge) på at lave egne skøn, der ofte ikke harmonerer med de lægefaglige.

Når vi begynder på det, så kunne vi tælle, hvor meget vi så sparer på de pårørende, som ikke ender med at gå ned med stress, angst, depressioner og mistede jobs, fordi de har brugt al tid og energi på at være sagsbehandlere i deres næres liv.

Jeg synes, det er lige flabet nok, at påstå, at folk med handicaps ikke vil acceptere deres skæbne. Men det er da rart, at der for engangs skyld er en der ligefrem skriver det, som mange borgere allerede mærker i deres møde med kommunerne; mistro til at de bare udnytter systemet.

Lad os lige få noget ordentlighed ind - og respekt for alle mennesker. VI har skabt et velfærdssamfund, for netop at tage os af de svageste. Derfor har vi også lavet nogle love, der garanterer hjælp til dem, der har brug for det.

Lad os starte med at overholde loven. Og hvis vi ikke har råd til det, så kan vi begynde at tale om, hvad vi skal skære ned på. Det skal aldrig blive sagsbehandlernes eller kommunernes rolle.

Hvis du tror, at sagen alene handler om penge, så tager du fejl.
Det handler om, at kommunerne ikke overholder loven ved blandt ikke at indrage borgerne i egen sag, ikke oplyse sagerne tilstrækkeligt, ikke vejleder om muligheder for hjælp, kommunerne mangler viden, hvilket medfører, at borgere ikke får hjælp, kommunerne træffer afgørelser uden begrundelse og klagevejledning. Listen er lang.
Og jeg vil gætte på, at samfundet ville spare penge, hvis loven blev overholdt. For følgevirkningerne af manglende hjælp koster.
Så det er helt misforstået, når du tror, at det kun handler om penge.

Som pårørende til en senhjerneskadet, tidligere tømrersvend, med et stort ønske om struktur i sin hverdag, men ikke selv kan tage kontakt til instanserne, da hans tale er meget svært at forstå, samt fysikken så ramt at det at skulle tjekke netbanken tager 30min, gør det umuligt at råbe systemet op selv!!
Der er PT ingen interesse for borgernes ve og vel!! Ingen tager kontakt, ingen ønsker at hjælpe, ingen ser hvad der er behov for, ingen lytter, med mindre man som pårørende tager kontakt til systemet!!
Som pårørende med fuldtidsarbejde, mand og tre børn kommer man godt nok på overarbejde!!
Hvad fan... bilder man sig ind at sende ligegyldige spørgeskemaer ud til fysiske- og psykiske handicappede. Som så får hjælp af deres pårørende til at udfylde, for derefter at sidde med følelsen af om svarende overhovedet bliver set!!
Måske det handler om penge? Måske det mere handler om, hvordan man ser andre mennesker! Alle er ligemeget værd!! Ingen er noget uden andre!! Samt alle skal lyttes til og føle sig hørt!!
Og det er absolute ikke det der sker i dk lige nu. Det eneste de svageste borgere er blevet puttet ind i, er et Excel ark, hvor fra man tror, at man som stat, kan måle og veje menneskers livskvalitet!!

Hvorfor tror du ikke det er penge nok?
Hvad får dig til at tro, at en omstrukturering af området og systemet ikke skulle komme disse mennesker til stor gavn!!
Og hvordan kan noget kommunalt i dine øjne blive en succes, når borgerne/menneskerne til tider lider store personlige nederlag?

Det kan IKKE blive dårligere end det er i dag!!

Vi acceptere de vilkår vi har fået. Vi acceptere vores skæbne.
Problemet er mere at når vi beder om vores rettigheder eller beder om hjælp, så accepteres vores læge papir ikke. Så vi kan ikke modtage den hjælp som reelt hjælper fordi den måske ligger i en anden kommune eller i privat regi.
Forstil dig at en person mister foden og beder om en protese.
Men da lægeerklæringen om at der ingen fod er og personen må humpe videre, så går der koldbrand i anklen.
Når man endelig får succes historien, protesen kommer.
Så har hospitalet amputeret til knæet og fod protesen er værdiløs.
Så man skal forfra.
Og når benprotesten kommer er hele benet væk og man har brug for en kørestol osv.
Det mest simple problem som kunne afhjælpes er blevet forværret og ender i armod.
Vi acceptere vores skæbne og vi vil vores liv, men den lille hjælp vi bad om i starten er blevet stor og dyr på grund af manglende viden, manglende samarbejde og mistro for hvem vi er. Samt tusindevis af timer er brugt på socialrådgivere istedet for det lille forløb jeg bad om i starten, som nu er forvandlet til et dyrt behandlingsforløb, som ender i pension eller værre døden.
Jeg acceptere min skæbne som pårørende, men jeg kæmper videre for at blive mødt af viden og forståelse og jeg tror på at en million stemmer mener det samme som mig, for alle kan blive ramt af handicap og sygdom.

Åhhhhhh .... hvor er det skinner tydeligt at du hverken har erfaringer med at være borger med et handicap eller at du har indsigt i de kommunale procedure, men derimod anser hvad der ellers skulle være retmæssigt og lovmæsssigt som en klagesang. Her, der er ikke engang nysgerrighed om de økonomiske vindinger der kan drages.
Det bedrøver mig meget at du kommer med denne artikel - og hører kun din udtalelse som en selvudråbt populistisk holdning, en venstrehåndsarbejde på postulater og formodninger.

Det er dog et ualmindeligt kynisk og grimt menneskesyn, du der udviser.
“skæbne”? Er det også det, du vil sige til de mennesker, som rammes af kræft, ulykke og lign?
Beklager, men “der bliver aldrig penge nok”. Så lovgivning skal ikke overholdes, mener du åbenbart.
Håber virkelig ikke, at du på nogen måde er beskæftiget i offentlig forvaltning med sådan et grimt menneskesyn.

Kære Tom Ekeroth,
Hvor ville det dog være rart, hvis du havde sat dig ind i de regler og forordninger, som området er underlagt, før du kommer med dine menneskefjendske udtalelser. Lad mig her bare minde dig om det mest basale niveau, nemlig FN’s Handicapkonvention, hvor der i formålsparagraffen står følgende:
“Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.“
Du overtræder med dit skæbne-sludder fuldstændig idéen om grundlæggende frihedsrettigheder og respekten for vores naturlige værdighed som ligeværdige medmennesker.
Jeg antager, det er nytteløst at fortælle dig, at du burde gå hjem og skamme dig. Jeg har i et privat forum givet dig følgende medfart, da du i den grad fortjener det: Jeg troede aldrig jeg skulle opleve nogen sige dette om en medborger, men med en sådan udtalelse, så ligger hans (dit) menneskesyn et sted mellem Genghis Khan pg Dr. Mengele.
Du er jo fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde med det menneskesyn, du her lægger for dagen.

magen til uempatisk, kynisk og nedladende menneske skal man da lede længe efter! Acceptere deres skæbne?! ... mange mennesker med handicap eller psykisk sygdom ville ønske at de ikke var blevet født (bl.a min søn) fordi de bliver "svinet" af systemet og ikke møder den rette forståelse og får den rette hjælp! Min voksne søn efterspøger aktiv dødshjælp pga. dette efter mange voldsomme svigt i systemet! Men det er ulovligt i DK! Men det er åbenbart lovligt at presse mennesker med handicap helt derud, så de dybt tragisk måske selv ender med at begå selvmord (kender til flere med bla. autisme som har valgt den udvej, da systemet ikke ville give den nødvendige hjælp)

Tom, du blogger bogstaveligt talt i almindeligheder og undgår at præcisere hvilke "dilemmaer" der ved at kommuner ikke levere den hjælp borgerne, som jura'en giver hjemmel til og sundhedsvæsen anbefaler.

Så skriver du fx at der er masser af succes på området uden eksempler/fakta og uden på nogen at forhold dig til at 52000+ støtter forslaget eller hvorfor de gør det. Så skriver du:

"Det er også område, hvor nogle borgere dybest set ønsker det umulige: At ændre på det som man kunne kalde skæbne. Og der vil altid være private aktører, som vil understøtte håbet."

Det er så dumt og uvidende, med mindre du med bytter ordet skæbne ud med kommunens holdning til lov og ret.

"At ændre på det som man kunne kalde skæbne."

Så jungleloven i virkeligheden.

Det du siger er at det måske synd for dem, der har det hårdere, men det betyder ikke, at der skal bruges penge på det, som trækkes andre steder fra fx din egen pengepung.

Jeg er en omkostningsbevidst skatteyder, der nu på 10. år undrer mig over, hvorfor den ene hånd piller det ned, den anden hånd har brugt økonomiske ressourcer på at bygge op.
Vi kan starte med , når er handicap skal udredes. Der skal man igennem et hold af lægmænd uden indsigt i medicin, psykiatri eller neurologiske forstyrrelser. De kan snildt fyre 40 mandetimer om året af i møder, hvor man med husholdningspædsgogik forsøger at stoppe “blødningen”. Så når patienten når frem til lægen er skaden eskaleret. Det kan jeg ikke forstå, kan være succes historier.
Når man så skal afhjælpe, så er det som at skifte et dæk ad gangen til vinterdæk over en periode på 6 måneder. Eller stabilisere et brækket ben med en ispind og gazebind, og sende patienten hjem med besked om, at vi ser tiden an et par måneder, inden vi tager røntgen eller lægger gips.

Tilmed, så er nogle af de afslag, som personer med handicap bliver spist af med , så langt ude, at man tænker, om de har behandlet sagen objektivt, eller har siddet klar til at opstøve en grund til at give afslag og foreslå noget utænkeligt som alternativ.

Sådan nogen, som dig, er med til at danne et rigtig grimt indtryk af mennesker med handicaps. Jeg har oplevet flere kommunale foranstaltninger, på kryds af 4 forskellige afdelinger at dette generelt er deres syn på os handicappede. Jeg har flere gange fået af vide; "Nu skal du jo heller ikke kunne leve over evne", eller "Nu skal du jo heller ikke overkompensenseres", eller "Du kan jo heller ikke forvente at blive hjulpet så meget at du er helt smertefri, det er jo dine vilkår i dit liv". Jeg har faktisk aldrig oplevet noget mere nedværdigende end at blive talt sådan til, som om, at man ikke her ret til at leve efter egne valg og have "vilde" drømme, ligesom raske mennesker, der har "store" drømme om at løbe et marathon, hvorfor er det blevet gjort unormalt, at vi, handicappede ikke må drømme og leve vort liv efter egne valg. Puha, begyndte lige at hyle da jeg læste det her for det er bare præcis sådan nogen som dig, som er med til at sætte synet på os mennesker med handicap, så skævt og lavt. Hilsen, 34årig kvinde, med muskelsvind, alene mor og dressur🐴athlet med store drømme om OL i Paris. (for det er nemlig tilladt for os med handicaps at have et liv og drømme stort).

Det var da et ualmindeligt kynisk menneskefjendsk indspark.
Er du sikker på at du overhovedet er involveret pga af andet end din egen privatøkonomiske interesser?

Føj for den lede en dårlig smag i munden du bør have.

Uanset hvordan man har fået sit handicap, så har man rettigheder og pligter. Pligterne er vi ikke i tvivl om, men rettighederne svæver ofte i det uvisse.

Og det på trods af, at Danmark har underskrevet internationale konventioner om at handicappede skal have lige rettigheder som borgere uden handicap.

Handicappede ved godt, at de ikke kan ændre skæbnen eller præmissen - men de opfordre til at kommunerne følger landets love og eksperternes anbefalinger.

Og har kommunerne ikke penge nok til at følge de principper, så må kommunerne råbe op overfor Christiansborg eller sætte skatterne i vejret (og selvfølgelig få tilladelse til det fra Christiansorg).

At afvise handicappede og blot slå det hen som urimelige krav om at få sin skæbne ændret er simpelthen uværdigt og skammeligt. Håber ikke at du får et handicap, men omvendt ville det måske hjælpe på dit menneskesyn.

Liv Der Redde - Skal Også Leves er Hjerneskadeforeningens motto - med venlig hilsen, Morten Lorenzen, Direktør, Hjerneskadeforeningen.

Kære Tom. Jeg ved ikke, hvilke forudsætninger du har for at sætte dig ind i de liv, ønsker og behov, mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende har. Men de adskiller sig faktisk ikke ret meget fra alle andre mennesker. Alle mennesker ønsker et liv med værdighed, respekt og med kvalitet og forventer, at de offentlige myndigheder overholder lovgivningen og gældende retssikkerhedsprincipper. Danmark har nogle meget udmærkede love og har tiltrådt konventioner, der foreskriver, at mennesker med handicap har fuldstændig samme rettigheder som andre mennesker. Og jeg kan fortælle dig, at alle kan få et handicap eller blive pårørende. Som offentlig myndighed skal man overholde de love, der nu engang er, ligesom borgerne skal. Når kommunerne laver fejl i ca 50% af de påklagede afgørelser (og stikprøver viser lige så mange fejl i de ikke-påklagede), så er der noget helt galt. Så din påstand om, at nogle borgere ønsker det umulige, at ændre på deres skæbne, er skudt fuldstændig forbi skiven. De ønsker, at offentlige myndigheder overholder gældende lovgivning. Jeg håber ikke, du kunne finde på at sige det samme til en borger, der har fået konstateret kræft: accepter din skæbne, vi har ikke penge nok,
Med venlig hilsen
Monica Lylloff
#enmillionstemmer og medstiller af det pågældende borgerforslag