Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Mediernes overlærer slår til

Af Tom Ekeroth, mandag den 30. april 2012 kl. 10.32

Politiken – som nogle gange ligner mediernes svar på den gammeldags overlærer – har trukket pegepinden mod den kommunale kultur. ”De danske kommuner plastrer danmarkskortet til med museer, musikhuse og kulturcentre”. Avisen mener, at der kan være tale om en kulturboble, og at kommunerne i øvrigt nærmest fyrer folk for at få råd til kulturens katedraler.

Der er tale om meget forskellige byggerier til meget forskellige priser, og som bladet fremstiller det, virker det nærmest som om, det udelukkende er kommunale kroner, der er proppet i byggerierne. Sådan er det selvfølgelig ikke. Kulturens meget forskellige huse har meget forskellig finansiering.

Først og fremmest er der noget underligt tilbageskuende ved Politikens opremsning af projekter: Skulle man have ladet være? Skulle man have undgået byggeriet af Elefanthuset i Zoo, som skaffede plads til de store dyr? Eller have skrottet planerne om Den Blå Planet – den nye udgave af Danmarks Akvarium, som efter alt at dømme bliver en fantastisk oplevelse, der nok skal tiltrække publikum?

Kulturbyggerierne er med til at skabe vækst og identitet i kommunerne, og de bringer i nogle tilfælde liv til slidte og slumrende institutioner – skulle man hellere lade dem slumre videre? Selvfølgelig er der blandt kulturbyggerier også fejlskud og kommunale stormagtsdrømme, som kan blive dyre med årene. Men når man ser bladets kortlægning, så er min første reaktion: Hvor er det fantastisk, og hvor vil jeg gerne se det på et tidspunkt. Og så kan jeg i øvrigt se, hvor meget man kan få for beløb, der svarer til en enkelt luksusvilla på Strandvejen.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Mediernes overlærer slår til Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger