Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Med stålsat kinesisk assistance

Af Tom Ekeroth, mandag den 1. september 2014 kl. 08.30

Vil man have en dybere debat om folkeskolen, hjælper det hverken at bruge Niels Egelund eller Anders Bondo, så skal man bruge kinesere. Det har DR gjort med noget held, senest med stålsat assistance fra Xinxin Gudbjörnsson, succesfuld coach og kinesisk indvandrer.

I programmet ”De fortabte indvandrere” har hun sat sig for at få børnene i tre indvandrerfamilier til at toppræstere. I den første udsendelse så det ud som om, der var lang vej. Selv dem, der havde matematik som yndlingsfag,  kunne ikke klare ganske enkle regnestykker.

Nu ligger det jo i serie-konceptet, at det skal ende i hvert fald nogenlunde godt, og mon ikke også det gør det her.

Men det er faktisk godt og tankevækkende tv. Xinxin Gudbjörnsson er helt sikker i mælet, når hun siger, at når indvandrerne er bagud, så må de bare slide ekstra.

Hvis man i Kina er på bunden, kæmper man ekstra for at komme op. Det er ikke helt det danske koncept, hvor trivsel vejer tungt. Nogen plejer at forsvare det danske skolesystem med, at de kinesiske elever har det rigtig hårdt, men ved vi rent faktisk om det er et generelt billede? 

Man kunne også overveje om trivselskortet ikke er slidt i kanten. Trives man optimalt, hvis man ved at man hører til blandt de dårligst præsterende?

Man kan ikke forsvare, at man lader indvandrere blive fortabte ved at hale skrækbilleder fra diverse ondskabsfulde konkurrenceomtågede eliteskoler rundt om i verden. Og vi skal væk fra at se stræben efter at blive bedre og trivsel som modsatrettede størrelser.

Så al mulig ros til Xinxin Gudbjörnsson og hendes mission. Og til DR, der viser, hvorfor det var nødvendigt med en folkeskolereform.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Med stålsat kinesisk assistance Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger