Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Lukket land

Af Tom Ekeroth, mandag den 16. marts 2020 kl. 08.00

Jeg holder meget af Italien. Og af italienerne. Og lige i øjeblikket har jeg ondt af det stakkels plagede land og dets indbyggere, for det står mere og mere klart, at politikerne og myndighederne hele tiden har været to skridt bag epidemien.

Jeg ser langt mere fortrøstningsfuldt på situationen i Danmark. Jo, det bliver hårdt på mange hylder, men politikerne i Danmark har reageret dygtigt og konsekvent. Ikke bare statsministeren som i den grad fremstår statsmandsagtigt, men også regering, oppositionen og alle kommunerne, der skal have det til at hænge sammen. Og gør det. Jeg er faktisk stolt af vore politikere.

Jeg håber så, at vi som folk følger trop, at vi undgår flere idiotiske tilfælde af smittede, som uden omtanke går til fredagsbarer eller flyver ud af landet medbringende smittet barn. Eller for den sags skyld som dem, der gik i panik og på hamstringstogt. At vi lader være med at tænke mig, mig og mig, og i stedet tænkte os.

I starten af Besættelsen var der en overskrift i en dansk avis: ”Vil krigen ødelægge dansk fodbold”. Senere fik man et klarere perspektiv. Selv om det på mange måder er en undtagelsestilstand er det, der sker nu, langt mindre farligt og med en kortere tidshorisont, men man kan håbe, at vi kan skabe den samme fornemmelse af at være i samme båd som dengang. Politikerne har i hvert fald gjort deres til det.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Lukket land Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger