Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Lokalpolitik og sexchikane

Af Tom Ekeroth, mandag den 1. maj 2017 kl. 07.00

Da den 22-årige byrådspolitiker Sonja Marie Jensen (S) på netavisen piopio.dk skrev om at være udsat for sexchikane åbnede hun for en debat, der sandsynligvis kommer til at holde et stykke tid. Indlægget og den efterfølgende medieopmærksomhed må have virket som en bombe i Nyborg Byråd, og stor respekt for borgmester Kenneth Muhs (V), der med det samme tog politisk personaleledelse.

Det er ikke nogen let sag for borgmesteren at have med at gøre. Flere kommunale topchefer har måttet forlade kontorerne efter sexchikane, men det er kun vælgerne, der kan fyre en kommunalpolitiker. Eller juraen. Sexchikane befinder sig i en juridisk gråzone, og jeg har svært ved at forestille mig, at der skulle komme en politisag ud af det i Nyborg.

Et byråd er en usædvanlig arbejdsplads, her er ingen formel ledelse, personalepolitik og i et mere og mere segmenteret samfund er det også et af de få steder, hvor vidt forskellige mennesker skal arbejde sammen. Det er klart, at det udover forskellige i politiske holdninger også betyder meget forskellige livsholdninger. Sammenstød mellem kulturer også.

Jeg ved ikke om netdating har overtaget, men ellers har arbejdspladsen i mange år været et af de steder, hvor mennesker mødtes og sød musik opstod. Og på den måde er byråd selvfølgelig også en arbejdsplads, men dels er der åbenbart nogle (mandlige) politikere, der er tonedøve, dels virker nogle af de sætninger, som Sonja Marie Jensen refererer mere som aggression end som flirt. Magtbrynde med et godt gammeldags ord.

Berlingske har talt med en række kvindelige kommunalpolitikere, som desværre meget præcist genkender billedet. Der er dækning for overskriften ”Sexisme er normalt” (måske burde ordet have været ”almindeligt”). Roskildes borgmester Joy Mogensen siger:

”Hvis de unge politikere siger, at de ikke har oplevet det her, så er de enten meget heldige, eller også fornægter de det. Fra min tid som 25-årigt nyt byrådsmedlem kan jeg genkende flere af de situationer, som hun skitserer”.

At sagen ikke gør det lettere for dem, der gerne ville have nogle flere kvinder med på opstillingslisten er klart, men de kan måske bruge Joy Mogens opfordring til de kvindelige politikere:

”Hold ud – og giv igen! Du kan ændre kulturen bare ved at være der”. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Lokalpolitik og sexchikane Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger