Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Lad den sande fattige træde frem

Af Tom Ekeroth, onsdag den 11. januar 2012 kl. 09.37

Hvis man gerne vil have megen og overvejende negativ opmærksomhed, så skal man bare melde sig som fattig. Den nyeste omstridte, afløseren for fattige Carina, er den 22-årige RUC-studerende Sofie V. Jensen, som sprang ud som fattig i Politiken.  Det vakte folkets vrede.

Blandt andet fordi hun ikke havde indregnet sit studielån i sit månedlige budget. Man er fattig, når man lever for lånte penge, mente hun. Det betyder godt nok, at en række spekulanter de seneste år har været meget fattige.

Selv om debatten får den indre Poul og Fritz frem i nogle, mens andre tilsyneladende ikke rigtig har lagt mærke til boligpriserne de seneste 20-30 år (en del mener, at det må være let at finde en bolig, der er billigere end de 3150 kr., som Sofie bruger om måneden), så er det godt, at debatten bliver holdt i spil, selv om der er voldsomt skæve skud imellem. Det er en vigtig debat om krav og rettigheder, om hvad vi kan forvente at få og hvad vi selv skal yde.

Jeg holder mig fra at mene om Sofie er fattig eller ej. Men jeg tror da, at mange unge på alder med Sofie er blevet fyldt med forventninger og nu ser, at motorvejen til det gode liv er snævret ind til noget, der ligner et hjulspor.  Det gør selvfølgelig ondt, og det vil det da blive ved med.  Men det er jo skæbnen, hvis man tror på den slags.

Hvordan forventningerne er hos de 80.000 unge mellem 15 og 29, som de seneste seks måneder hverken har været i arbejde eller udannelse, kan man vel kun gætte sig til. Men her er en markant større risiko end Sofie V. Jensens studielån: At vi får tabte generationer, der aldrig kommer til at betale noget tilbage.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Lad den sande fattige træde frem Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger