Redaktørens stemme Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Kulørt og skævt

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 29. oktober 2019 kl. 08.00

DR har bragt nogle indslag om kommunalpolitikeres orlov med vederlag. Det var et kulørt og også skævt indslag, der viste fiskende og sejlende politikere på "fuld løn", som det blev sagt. I alt drejer det sig sig om 184 politikere. Heraf havde de 13 haft ferie, mens 81 havde haft orlov på grund af sygdom, 34 på grund af barsel og 11 på grund af personlige årsager.

Flere forskellige problemstillinger blev rørt rundt i gryden, men sygdom er altså den største årsag til orlov - og der gives orlov i op til ni måneder til sygdom, barsel og adoption. Historien er formodentlig inspireret af den københavnske borgmester Ninna Hedeager Olsens lange sygemelding efter en meget omtalt voldtægtssag.

Tidligere departementschef Michael Christiansen var formand for en kommission, som undersøgte politikeres løn- og arbejdsvilkår til bunds. Kommissionen kom med sine anbefalinger i 2016. Overskriften på anbefalingerne var, at politikernes lønforhold skulle være mere gennemskuelige og ligne andre borgeres vilkår mere. Derfor synes Michael Christiansen også, det er en dårlig idé, at politikerne er underlagt andre regler ved sygdom:

– Det krænker min retsbevidsthed. Er man syg, så er man syg. Og enhver politiker skal have lov til at have sygeorlov. Men hvis man skal have løn under sygdom, skal det også dokumenteres. Selvfølgelig kan de indsende en sygemelding til kommunaldirektøren. Det er krænkende, at man ikke sender den, siger Michael Christiansen til DR.

Lidt underligt med ideen om at sende den til kommunaldirektøren, som jo ikke er kommunalpolitikernes chef. Skal han eller hun så tage stilling til om den er berettiget? Eller er det borgmesteren, som jo ikke er personaleleder eller det enkelte parti? 

Det nævnes ganske rigtigt, at når en politiker er fraværende på sygeorlov eller barsel, så kommer der en suppleant ind, så udgiften til vederlag bliver fordoblet. Ja, selvfølgelig. Det er sådan demokratiet er, og på de fleste arbejdspladser sætter man jo også pris på, at der kommer vikarer ind, så de tilbageværende ikke skal slæbe.

Det kan sikkert være en god ide at kigge på de forskellige regler omkring orlov. Ikke fordi, det virker som et voldsomt stort problem, men fordi det kan være med til at skabe en – i øvrigt ikke berettiget – politikerlede.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Kulørt og skævt Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

redaktør

Tom blogger om kommunerne med mennesker, meninger og medier som omdrejningspunktet

Skriv hvad du søger