Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Kommunikation med selvmål

Af Tom Ekeroth, mandag den 18. juni 2012 kl. 07.30

Ikke helt på samme plan som trepartsforhandlingernes forlis, men en af junis mere dramatiske begivenheder, fandt sted på Christiania: En journalist fra TV2 blev overfaldet, da han filmede med skjult kamera i Pusher Street. Han blev banket, fik stjålet sit tøj og andre værdier. Han fik angiveligt også at vide, at det kunne gå ud over hans familie, inden han nåede at flygte kun iført sokker.

De første mediereaktioner beskrev det lidt kuriøst, og det blev journalistens chef fortørnet over. Men ret hurtigt derefter tog medierne kollektivt afstand fra overfaldet. Alt andet ville vel også have været forunderligt. Der var altså lagt op til et kommunikationsmareridt. Enhver kommune ved hvordan sådan et ser ud, det kræver voldsomme kræfter at kæmpe sig igennem det. Christiania valgte i stedet at lave kommunikativt selvmål.

Det er svært at vide, hvordan Christiania vælger sine talspersoner, men det er ikke ud fra TV-performance. Den ene sagde blandt andet, at journalisten jo ikke havde været for smart, da der jo er skilte, der viser, at man ikke må fotografere. Undskyldninger eller beklagelser? Ikke det der lignede.

Og så var der den sædvanlige benægtelse af, at hashsalget skulle have noget med HA at gøre.

I Christianias optik er pusherne nærmest en slags revolutionære, der kæmper for fri hash.  Det er der måske ti mennesker i Danmark, der tror på. Men okay, der var også amerikansk-italienske organisationer, der i 50’erne benægtede, at der fandtes en mafia.

Talsperson nummer to havde mere uld i munden end ulv, der har ædt sig gennem en fåreflok, men prøvede at drible uden om ved at tale om Christianias kulturelle mission, omtrent som om det var det sidste sted i Danmark, der er kultur.

I andre organisationer eller firmaer havde man for længst vidst, at tidspunktet var til at sige massivt undskyld, men formentlig regner Christiania med, at områdets meget lange mediemæssige kredit stadig holder. Det gør den ikke, medierne har tilsyneladende intet til overs for Christianias selvbestaltede myndighedsrolle. Politiken, der næppe kan kaldes Christiania-fjendtlig, kaldte en i kommentar christianitterne ”nyttige idioter”.

For god ordens skyld: Denne blog tager ikke stilling til frigivelse af hash eller ej. Heller ikke til Christianias fremtid.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunikation med selvmål Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger