Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Kommunale talenter

Af Tom Ekeroth, mandag den 15. august 2016 kl. 09.00

Oprindelig gjorde vi det, fordi vi var lidt irriterede over, at Berlingske en gang om året beskrev 100 ledertalenter uden at nævne kommunerne. Siden er det blevet en tradition: Danske Kommuner åbner efterårssæsonen med et stort tema om kommunale ledertalenter. Det har vi gjort siden 2011. 

Så i det kommende nummer af Danske Kommuner kan du se navnene på 47 topcheftalenter og læse interview med en række af dem. Det er ikke os selv, der udvælger dem. Vi har bedt en række meget forskellige eksperter, der ved noget om kommunal ledelse og kommunerne som arbejdspladser, om at foreslå navnene. 

Det er 25 mænd og 22 kvinder. Sådan er fordelingen jo ikke på kommunaldirektørposterne ikke nu, men jeg tror ikke der går mange år inden fordelingen er ligelig.

Engang var billedet af pædagoger sådan her: Lilla ble og megen kaffe. Sådan er det ikke mere, og generaliseringer af et bestemt erhverv, en bestemt uddannelse er som regel altid forkerte.

I dag må djøf’erne holde for: En flok af mørkets fyrster, så kolde, at der er rim på deres jakkesæt. Hvis man ser på de kommunale ledertalenter, ja, så er der mange med baggrund i statskundskab, selv om der er mange veje ind i de kommunale job. Og hvis der er noget, der er fælles for dem, så er det i høj grad engagementet i jobbet og borgerne.

Hvad vi endnu har til gode at se, er skift mellem ledere fra kommunerne og fra det private erhvervsliv. Det er meget få, der krydser sektorgrænsen. Jeg har et par gange talt med private topledere om det, fælles for dem er, at de synes, at det at arbejde sammen med en politisk bestyrelse ville være svært mildest talt. Det er ærgerligt, for en større udveksling kunne tilføre begge sektorer noget.

Men ind til videre kan vi glæde os over en stor kommunal talentmasse. Mød nogle af dem i Danske Kommuner. Det er spændende mennesker.

Og så er to af dem i øvrigt blevet kommunaldirektører mens temaet blev til.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunale talenter Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger