Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Kasper blev dræbt

Af Tom Ekeroth, mandag den 27. januar 2020 kl. 08.00

Reportagerne fra retssagen i Horsens er noget af det værste jeg har læst: I slutningen af 90’erne blev den knap fireårige Kasper dræbt af sin stedfar og sin mor. Det tog parret, der begge var misbrugere, over en måned at mishandle drengen til døde. Parret var ikke ukendt, og efterfølgende skete der fyringer. Faresignalerne havde været tydelige.

Jeg tror, at den sag og nogle skrækkelige misbrugssager i begyndelsen af 00’erne har ført til et langt bedre opsyn og en langt større opmærksomhed, men det er jo ikke fordi forældre, som aldrig burde have været det, ikke længere findes. Selvfølgelig findes de, men det er nok sværere i dag at ”flyve under radaren”. I en rundspørge i Danske Kommuner siger 88 pct. af politikerne, at man griber tidligere ind i de tunge sager.

Udsatte børn fylder meget hos kommunalpolitikere og i forvaltningerne, men statsministeren fik med sin nytårstale skabt en bredere debat om tvangsfjernelse og tvangsadoption. Fortrinsvis en debat, som foregår i den store middelklasse. Både dem, der er for flere tvangsadoptioner og dem, der er imod. I den bedste af alle verdener ville de udsatte børn også have en stemme, men den venter næppe lige om hjørnet. Blandt modstanderne af tvangsadoption er ret forventeligt dem, der mener, at der i stedet burde være flere penge til de forældre, hvis børn bliver bortadopteret. Og selvfølgelig også dem, der mener, at kommunerne bare vil spare penge.

I den bedste af alle verdener ville alle forældre selvfølgelig også have forældreevne. Eller være i stand til at opdyrke den, men sådan er det desværre ikke. Nogen ville kun kunne være forældre med støtte 24/7. Og det giver jo ikke nogen mening.

Danske Kommuners rundspørge blandt dem, der ved allermest om området, socialudvalgsformændene, viser også, at 49 pct. synes der er tilstrækkeligt med tvangsadoptioner, 40 pct. at der skal flere til, mens kun fem pct. mener, at man slet ikke skal bruge tvangsadoptioner.

Så alt tyder på, at der vil komme flere, men jo ikke i store mængder. Og de bliver håndteret af særdeles kompetente mennesker. At sammenligne det med Franco-tidens bortadoptioner, som en debattør gjorde, er helt ude i hampen.

Og jeg kan stadig ikke lade være med at tænke på børn, som Kasper, der i dag ville have været i begyndelsen af tyverne. Hvis han var blevet tvangsbortadopteret, ville han ikke bare have haft et bedre liv. Han ville have haft liv.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Kasper blev dræbt Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger