Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Iscenesat?

Af Tom Ekeroth, mandag den 20. februar 2017 kl. 07.00

Sidste uges helt store politiske historie var dobbeltinterviewet med Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen i Fagbladet 3F. Her afviser de to partiformænd ikke tanken om, at DF og S på et senere tidspunkt kan danne regering sammen. Et scoop, som man må have respekt for.

Det er jo sådan noget, hvor aviserne vil prøve ”at komme videre” med historien. Politiken er ikke kommet så meget videre med historien. Avisen har en analyse på forsiden, og analyser kan jo være gode, men alligevel…

Lidt surhed bliver der plads til i analysen. Avisen skriver:

”I et dobbeltinterview iscenesat af 3F…”

Det viser sig at formanden for 3F, Per Christensen, har spillet en aktiv rolle. Ifølge fagbladet Journalistens netnyheder gik det sådan for sig:

”Også formanden for landets største fagforening 3F, Per Christensen, deltog i interviewet, som han har været personlig initiativtager til på møder ansigt til ansigt med de to partiledere.”

Alle der beskæftiger sig med nyhedsmedier kender solohistoriens sødme og den bitre smag af at være bagud, og hvis det er ment som mistænkeliggørelse skal det såmænd nok lykkes at få nogle syrlinger op af hullerne, men dybest set handler det bare om en formand, som har været mediebevidst og tænkt journalistisk og politisk.

De kan man da kun have respekt for.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Iscenesat? Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger