Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Monstre findes

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 1. november 2011 kl. 10.00

Små djævle og glade spøgelser myldrer frem fra jord. Det er tid for den keltisk-amerikanske importsucces Halloween. Det er ret sødt.

De virkelige monstre er ikke charmerende. Det er dem, der misbruger børn, forøver voldtægt, slår ihjel for at tilfredsstille en eller anden del af deres ego. Det er rigtigt, at politiet jager bæster og fanger mennesker, men om der kan findes forklaringer på megen ondskab, så havde de, der ikke var sindssyge i gerningsøjeblikkene et valg. De kunne have ladet være.

Deres omgivelser har også et valg, når deres mistanke vækkes: Skal de tro på deres egen fornemmelse og reagere eller lade være fordi det kunne være forkert. Det første kan skade mennesker og skabe fjender, det andet kan skade mennesker og skabe fjender, hvis mistanken viser sig at holde. Et voldsomt dilemma, som mange offentligt ansatte en dag kan stå med.

Sagen mod ”Amagermanden” har næppe nogen kommunal vinkel, men her er et vidne, som havde fået en drabstilståelse. Han tav med den. Man kan diskutere hans forklaringer, men man kan ikke se bort fra, at det formodentlig kunne have forhindret en række efterfølgende forbrydelser.

De kommunale sagsbehandlere har næppe så klare valg, selv om alle altid bagefter kunne se, at der var noget galt. Valgene er ikke lette, de skal ikke træffes af frygt for medierne, men for at børn eller voksne ikke skal blive ødelagt. De er sværere at reparere end et ubehageligt møde med retssystemet. Monstre findes.

 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Intro Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger