Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Ingen kvaler – de andre betaler

Af Tom Ekeroth, onsdag den 6. maj 2020 kl. 14.00

For den uhildede betragter ­– og det vil i denne sammenhæng sige store dele af befolkningen – er den kommunale udligning sandsynligvis lidt af et mysterium, navnlig det med ”rige” og ”fattige” kommuner.

Hvorfor skal Vejle, der strutter af dyre boliger og har styr på økonomien, have penge, mens naboen Kolding skal af med dem? Og er Greve virkelig landets fjerderigeste kommune?

Men selv om forspillet ikke var det smukkeste, er det lykkedes de to store kommunepartier Venstre og Socialdemokratiet at lande en udligningsreform henover midten endda med den tilføjelse, at de to partier ikke må lave grundlæggende ændringer af systemet, uden at der er enighed om det. Det giver tryghed i forhold til budgetlægningen og kan forhindre et fremtidigt lapperi.

At Enhedslisten og Dansk Folkeparti meldte sig ud af forhandlingerne og forliget betyder ikke så meget. Sidstnævntes store gennembrud som kommunalt parti udeblev ved seneste kommunalvalg, hvor det blev til en enkelt borgmesterpost i landets mindste kommune Læsø, som i øvrigt er landets største modtager af udligningskroner: 6.044 pr. indbygger får øen fra de 26 kommuner, der betaler.

Men det må gøre ondt på Det Konservative Folkeparti ikke at være med i forliget, fem ud af de syv konservativt ledede kommuner skal af med penge. Blandt dem Gentofte, som mister pænt mange penge pr. indbygger. Jeg tror ikke stemningen mellem den stærke Hans Toft, som ikke er en ubetinget beundrer af livet på Borgen, og hans partiformand koger over af hjertevarme i øjeblikket. Men kunne Søren Pape Poulsen været gået med i forliget, nej, regningen var under alle omstændigheder på vej til Nordsjælland.

Overborgmester Frank Jensen ”er ikke jublende glad”, men alligevel en lille smule lettet. København skal af med yderligere 465 mio. oven i de 1,8 mia., som kommunen hvert år sender videre. Og så mener overborgmesteren, at nu må det være slut med ”københavnerbashning”.

Nu mangler der bare, at kommunerne så kan få lov til at bruge pengene. Hvordan økonomiforhandlingerne, som normalt ville skulle lande om en fem-seks uger, kommer til at foregå bliver spændende at se. Også om finansministeren skulle få lyst til at løfte serviceloftet, så der synligt bliver mere velfærd (og måske flere job efter coronakrisen). Der er trods alt kommunalvalg i 2021.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Ingen kvaler – de andre betaler Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger