Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

In the Ghetto

Af Tom Ekeroth, mandag den 8. oktober 2012 kl. 08.00

Forestil dig, at man i et bestemt område i Hellerup registrerer, hvor mange ambassadefolk, der bor der, og hvor mange straffede storsvindlere, der stadig har hjemme i området.

Nej, det kan man vist ikke forestille sig. Men det er nogenlunde det, man gør med de ghetto-lister, som Carsten Hansen egentlig havde skrottet. Men der kom så lige en omgang til.

Københavns overborgmester Frank Jensen vil gerne have, at man dropper listen, fordi den stempler nogle områder, hvor man gerne vil have ressourcestærke borgere til at flytte ind.

Men skal sandheden da ikke frem? Jo, men det handler hverken om at vende tilbage til halal-hippie-tankegangen eller at forsøge sig med nysprog eller poetiske omskrivninger af boligområder. Som for øvrigt for en dels vedkommende allerede har poetiske navne.

Nej, det handler om, at det officielle Danmark ikke skal sige: ”Det du bor i er det rene skrammel”. Hvis vi er, hvad vi spiser, så er vi i endnu højere grad, der hvor vi bor. Det er blandt andet derfor, nogle danskere har gjort det til deres livssag at få deres adresse flyttet fra et postnummer til et andet. 

Men kan det da lade sig gøre at få ressourcestærke borgere til at flytte til problemområder? Ja, det kan.

Jeg mødte på et tidspunkt en pensioneret kommunalt ansat, der allerede i sluttresserne havde købt et byhus på Christianshavn, da området var slum og et potentielt mål for bulldozer-saneringer. Hun fik huset blasfemisk billigt. I dag griner denne frontløber formodentlig hele vejen til banken.

Jeg boede selv på Vesterbro dengang, der absolut kun var ludere, lommetyve, farverige gangstere, indvandrere og fattige studerende. Jeg blev tit spurgt, om det ikke var farligt. Nej, det var det ikke, bortset fra at jeg engang var ved at blive anholdt af politiet.

I dag er Vesterbronx som bekendt det mest café-fyldte, tjekkede område i København. Attraktivt og dyrt. Så et boligområde kan godt ændre beboersammensætning. Det sker ikke af sig selv, men det sker slet ikke ved at rangordne og tale området ned.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: In the Ghetto Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger