Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Hvis man ser på ledigheden

Af Tom Ekeroth, mandag den 27. august 2012 kl. 08.00

Man behøver ikke at være i tvivl om, at det, der i medierne optræder som ”dagpengeballaden” eller ”dagpengemassakren”, bliver en af efterårets tunge debatter. Der er nogenlunde enighed om, at en del ledige vil ”falde ud” af a-kassesystemet, samtidig med at nytåret bliver skudt ind, men bestemt ikke hvor mange.

A-kasserne mener ”mange”, mens DA-synspunktet er, at når de ledige bliver presset, så søger de bredere. Så her mener man færre. Under debatten ligger stadig noget, der minder om omkvædet fra en Niels Hausgaard-sang: ”Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde”. Eller det modsatte: Der er ikke arbejde at få.

Stadig er der også en forestilling om, at de ledige ikke vil ”søge nedad” – måske lidt foranlediget af en stigende akademiker-ledighed. Her har Netto af en eller anden grund fået en hovedrolle: ”De kan bare få et job i kassen i Netto” eller ”Jeg ville da ikke have noget mod at søge et job i Netto”.

Men kigger man på supermarkedskædens hjemmeside, så er der ganske vist en del job, et sted omkring hundrede på landsplan. En væsentlig del af dem er for unge under 18, en lige så væsentlig portion er deltidsjob. Så i dag løser Netto ikke akademiker-arbejdsløsheden eller HK’ernes for den sags skyld. Studiejob og fritidsjob, derimod.

Ledighed hos højtuddannede er for øvrigt ikke noget nyt, men man kan sige, at sjældent har skiftet fra strålende udsigter til sorte skyer været så brat. Tidligere var der også både langtidsstuderende og magistre, der havnede hos postvæsenet.

Jeg synes, Mette Frederiksen har ret, når hun mener, at det handler om at give borgerne noget at leve for i stedet for udelukkende noget at leve af. I 70’erne og 80’erne var der en del af de ledige mænd, der gik i stykker, fordi de mistede forsørgerrollen. I dag er jobbet en endnu større del af identiteten, og der er ikke mange point at hente ved familiefesten ved at være god til lystfiskeri, hvis man ikke har et arbejde. Der kan være en mening i, at ledige opgiver deres drømme.

Men debatten bliver ikke mere kvalificeret af de sædvanlige historier om jordbæravlere, der ikke kan få plukket deres bær. Eller det kan de vist nok nu, men så er det østeuropæere, der plukker. Hvad man så end mener, så er der ikke jordbær nok i Danmark til at fjerne ledigheden.

At der skal sættes ind med forstærket kontakt og håndholdt indsats over for de langtidsledige lyder rigtigt, men det er lidt forunderligt, at nogle i debatten nærmest overser jobcentrenes indsats. Som om det bare er et sted, hvor man sidder og svinger med gummistempler. Man overser nærmest, at kommunerne er i tæt kontakt med hver og en af disse ledige, og det afgørende for kommunerne er, at de hver især får en individuel indsats, der matcher lige netop dem.

Måske burde flere arbejdsgivere turde noget mere. Ansætte medarbejdere, selv om de har været ledige i flere år.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hvis man ser på ledigheden Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger