Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Hvad sker der hos Venstre?

Af Tom Ekeroth, mandag den 24. august 2020 kl. 08.00

I Tønder Kommune har vælgerforeningen vraget den siddende borgmester Henrik Frandsen. I rollen som spidskandidat ses nu direktør Martin Iversen.

Henrik Frandsen blev borgmester, da Laurids Rudebeck pludselig døde af et hjertetilfælde i 2016. Efterfølgende fik Frandsen et fint valg, og udskiftningen er da heller ikke gået stille af.

I Aarhus vil man i Venstre have en anden spidskandidat end Bünyamin Simsek, der har været rådmand i en årrække.

I Venstre er man lidt mere tilbøjelige til skift end i Socialdemokratiet. Det er som om, der stadig er lidt vikingetid tilbage i partiet: Vi har høvdingen så længe, han har held og kan føre os sikkert til England, men hvis det går skidt og de grønne bølger tager lidt for mange af skibene undervejs, så vælger vi en anden.

I Herning ville de nok gerne have beholdt høvdingen lidt endnu. Lars Krarup er en stemmemagnet, og han kunne været blevet på posten sin tid ud, men har valgt ”at ville noget andet”. Det hører med til billedet af ham, at han kunne have været minister flere gange, men sagde nej tak. Man kan sige meget godt om den afgående borgmester, åbenmundet er han ikke, og det er indtil videre ikke klart, hvad han nu vil. Men mon ikke der er bestyrelser i organisationer som firmaer, hvor man overvejer, om man kan give den 49-årige snart eks-borgmester et tilbud, han ikke kan sige nej til.

Jeg tror umiddelbart, at højborgen Herning holder i 2021, og vælgerforeningen har handlet hurtigt og klogt med en kvindelig borgmesterkandidat. Alt tegner til at Dorte West bliver borgmester i 2021.

Men kommer der så flere fyringer af borgmestre eller spidskandidater? Der er da et par borgmestre i Venstre, som ikke står særlig stærkt, men måske vil det mere være i svingkommuner, som for tiden er socialdemokratiske, at man kunne overveje om man skulle have en mere anderledes/stærkere/synligere kandidat.

En af overvejelserne for partiforeningerne må selvfølgelig være om Socialdemokratiets stærke meningsmålinger holder, og om de slår igennem lokalt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hvad sker der hos Venstre? Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger