Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Hus forbi

Af Tom Ekeroth, mandag den 19. september 2016 kl. 10.00

I Valby ligger en solid rød murermestervilla af den type, som ejendomsmæglere er ret glade for at få mellem hænderne. Forståeligt nok for denne blev solgt over den pris, den oprindelig var udbudt til.

Det ville ikke have interesseret ret mange, hvis køberen ikke havde været Johanne Schmidt-Nielsen, markant folketingsmedlem for Enhedslisten. Med samt kæreste og hans to børn. Lidt forunderligt er det, når nogle medier beskriver den som en millionærvilla. Det ville være en større sensation, hvis det var til at opdrive en villa til under en million i København.

Det har vakt en del kritik, men heldigvis er folkestemningen vist nok mest til, at det må være hendes egen sag.

Som altid er der ivrig facebook-aktivitet også fra dem, der bruger tid på at skrive, at det er totalt uinteressant, lad os nu koncentrere os om det væsentlige.

Alligevel er det jo en interessant diskussion, for den handler om hvad en politiker må og ikke må, hvor meget en politiker skal ”walk-the-talk”, gøre det han eller hendes parti siger? Og hvor meget skal det, man gør i privatlivet influere på den politiske karriere? 

Det er sådan, at ”tider skifter og sæder mildnes”, som det hedder i ”Den danske sang (er en ung blond pige)”. Konservative kan godt leve papirløst, og helt ud på venstrefløjen kan man godt eje sin bolig, Liberal Alliance-politikere må godt bruge deres børnecheck og politikere fra Alternativet må godt være sure bare de holder det hemmeligt.

Men så er der andre ting politikere skal holde sig fra. Tidligere kunne politikere godt vandre rundt med en planke i øret. Dels skrev medierne ikke om det, og enkelte var endda i stand til at gøre det til en del af deres image. At Per Hækkerup levede voldsomt usundt generede ikke hans vælgere. I dag er det ikke nogen god ide at kigge dybt i bægeret, hvis der er vælgere til stede, og det er der jo tit. Med mobiltelefon.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hus forbi Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger