Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Hov det er er jo en succes

Af Tom Ekeroth, onsdag den 6. juni 2018 kl. 09.00

Først og fremmest er det en succes, men en succes der kræver penge. Vi lever længere og frem mod 2040 vil antallet af danskere på 80+ blive fordoblet. Fra 256.694 til 511.273. Egentlig har man kunnet forudse det længe: Kombinationen af store årgange og en stadigt bedret sundhedstilstand. 

Men selv om vi arbejder længere, lever længere og sundere, har vi jo ikke fået indført det evige liv på jorden, og vi kan ikke regne med, at vi bare falder om mens vi står og bakser med at få havkajakken i vandet eller mens vi løber halvmarathon. Desværre. En del af os bliver plejekrævende til sidst. Og det koster penge:

”Meldingen fra vores kollegaer i dag var klar: Vi kan ikke fastholde niveauet for service til borgerne og især de ældre, hvis ikke vi får tilført flere midler i økonomiaftalen.”

Sådan sagde KL’s formand Jacob Bundsgaard, efter at landets borgmestre og en række kommunalpolitikere torsdag i sidste uge var samlet til ekstraordinært repræsentantskabsmøde om årets økonomiforhandlinger.

Det optager selvfølgelig også befolkningen. TrygFonden har lavet en undersøgelse, som viser, at 54 procent af danskerne frygter, at der ikke vil være tilstrækkelig pleje og hjælp, når de bliver gamle – til sammenligning frygtede 23 procent terror og 19 procent at blive fyret.

Heldigvis er man for længst holdt op med at bruge det nedladende udtryk "ældrebyrde", men der er et underligt misforhold mellem en regering som taler om den danske økonomi i topform og som så ikke ville betale til dem, der har været med til at skabe den. Ikke at ville vedkende sig den succes som den længere levetid er.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Hov det er er jo en succes Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger