Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Her vandt Danmark

Af Tom Ekeroth, mandag den 27. januar 2014 kl. 11.30

Noget i skyggen af hvad der foregik noget sydligere i Herning, var der DM i Skills i Aalborg. Og her vandt Danmark på længere sigt. Skills gør erhvervsuddannelserne synlige og viser dem som et godt alternativ til nogle dårlige år i gymnasiet.

Men det er selvfølgelig ikke gjort med det, for der er nogle forestillinger, som trænger til at blive ændret.

Ind til krisen ramte os som en hammer var der en i 00’erne en forestilling om, at vi alle skulle være kreative og sende vore ideer til Kina og omliggende lande, så ville produkterne og pengene komme væltende.

Sådan blev det ikke helt, og ret beset er det under alle omstændigheder svært at forestille sig hvordan man for eksempel får fat i en blikkenslager fra Kina, når der er noget helt galt med afløbet.

Der skal gøres mange forskellige slags indsatser for at løfte erhvervsuddannelserne. I disse uger strømmer unge og forældre til gymnasiernes åbent hus-arrangementer, hvor der bliver brugt mange kræfter på at ”sælge” ikke bare uddannelsen, men også det enkelte gymnasium. Og ikke bare er det lettere at udskyde den store beslutning om hvad man vil være, den lette side af livet i de tre gange G tæller også. Det er ikke let at konkurrere med.

At rådgive unge er svært, og ikke nødvendigvis noget forældre er bedst til. Det var lettere dengang man bare kunne sige: ”Vi har altid været tømrere, så det skal du også være”.

I dag er der uddannelser, vi ikke anede eksisterer, så uden sammenligning i øvrigt, er det lidt som generaler, der altid udkæmper krige med den sidste krigs våben. Vi må sætte vor lid til at uddannelsesvejlederne og lærerne gør deres job godt. Og så i øvrigt undgå at falde for det, der i gamle dag hed honnette ambitioner, også kaldet uddannelsessnobberi.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Her vandt Danmark Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger