Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Garagebarnet og paradigmeskiftet

Af Tom Ekeroth, mandag den 1. oktober 2012 kl. 08.54

Den triste og bizarre sag fra Helsingør, hvor kommunen har tvangsfjernet en fireårig dreng, der var gemt i en garage, viser, at der virkelig er sket et paradigmeskift, når det gælder opfattelsen af forældrenes ret til børnene og kommunens indgriben. Ingen medier rejste tvivl om, at drengen burde fjernes fra hjemmet.

Men sådan har det ikke altid været. Hvis man skal bruge en neutral betegnelse, så er familien fra Helsingør ”ikke helt almindelig”. Men det forhindrede ikke, at den i 2003 optrådte i en tv-dokumentar om tvangsfjernelser, hvor mand og kone fik masser af taletid.

På det tidspunkt var medierne stadig på forældrenes side i sager om tvangsfjernelser.  Jeg har selv (via et andet medie) sat artikler i gang om forældre, der tappert kæmpede mod ”systemet”.  Jeg husker en vis form for skepsis over for nogle af den tids ”cases”. Og i bagklogskabens klare lys kan jeg se, at vi burde have holdt os fra flere af de sager, vi skrev om.

Hvad der egentlig skabte paradigmeskiftet er svært at få et klart billede af. Måske var forestillingen om kommunen som storebror-blander -sig-i-alt for usandsynligt, måske var mange af ”ofrene” alligevel for utroværdige. Et par frygtelige sager, hvor børn ikke var blevet fjernet, men burde have været det, gjorde vel også deres. Det kan også være, at (mange) journalisters selvforståelse som frie fugle blev afløst af medlemskort til middelklassen. Og derfra fjernes ikke ret mange børn.

Før mente medierne, at der blev fjernet for få børn. Nu er hovedsynspunktet, at der fjernes for få eller i det mindste for sent. Men kommunernes skyld er det åbenbart stadig

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Garagebarnet og paradigmeskiftet Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger