Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Forbrydelsens ansigter

Af Tom Ekeroth, mandag den 3. juni 2013 kl. 10.00

Der er netop udkommet en bog med titlen ”Forbrydelsens ansigt”, med billeder fra de gamle forbryder-album. Det er forunderligt at se på de gamle billeder, som teknisk er fremragende og ganske anderledes end de opstillede atelierbilleder fra den tid, en skrækindjagende virkelighed. 

Her er rovmorderen Anders ”Sjællænder” Nielsen, som blev sendt til en anden verden i den sidste offentlige henrettelse i Danmark. Det var i 1882, og det gik frygtelig galt, der måtte tre hug til før den 29-årige mand var død. Han ser jo overraskende almindelig ud, men lige som de andre noget pjaltet, hvilket er ret karakteristisk for billederne. 

Bortset fra den tidligere justitsminister P.A. Alberti, der bedrog staten for 15 millioner (ganske meget, da statens årlige budget var på 55 millioner) så er det billeder af ”de elendige”: Masser af kvinder, der slog deres børn ihjel, fordi de ikke kunne forsørge dem, her er tåbelige tyve, bedragere og nogle rovmordere, flere havde som motiv, at de ville skaffe penge til at emigrere sig væk fra elendigheden. Klædt i laser, tydeligt usoignerede, børn og helt unge er der også imellem dem. 

Disse blev tit idømt pryglestraf, det var i øvrigt Alberti, der som justitsminister havde genindført dette middel til forbedring. Som historie er billederne fantastiske, men dengang var de et nyt og meget effektivt middel til opklaring af forbrydelser.

Vi springer frem til vores tid. Fire mænd, en på 15, to på 16 og en på 18 år overfalder en jævnaldrende for at tage hans studenterhue, det var tæt på at ende som et drab. Elendighedsforbrydelse kan man næppe kalde det – i hvert fald var de i stand til at finansiere mængder af hash og sprit, mens de så slutkampen i Champions League. 

Et af nutidens midler til opklaring af forbrydelser, overvågningskameraerne viser dem chikanere passagerer i S-toget, man kan se, at deres tøj er pænt og nyt, de er heller ikke tandløse, som deres jævnaldrende 100 år tidligere var. Hvad er deres undskyldning? Åndelig fattigdom måske? 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Forbrydelsens ansigter Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger