Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

For barnets skyld

Af Tom Ekeroth, mandag den 18. januar 2016 kl. 08.00

DR-dokumentaren ”Aldrig mere mor” i sidste uge skabte ikke nogen mediestorm. De to medvirkende kommunale chefer fra Rødovre og Aabenraa forklarede roligt og sagligt hvad tvangsbortadoption drejer sig om: barnets tarv.

Dokumentaren efterlod ikke ret megen tvivl om, at tvangsbortadoptionerne havde været det svære, men rigtige skridt i begge ret forskellige cases.

At det er svært for de biologiske forældre, at det er en sorg for familierne, er jeg ikke i tvivl om, men om det dybest set hjælper nogen at eksponere deres tårer og vrede, er jeg til gengæld mere forbeholden overfor.

Har de medvirkende biologiske familier haft en forventning om at dokumentaren kunne ændret udfaldet af sagerne, som blev bragt højere og højere op i retssystemet?

Det var jo en klar dokumentation af at tvangsbortadoptionen ikke er hurtig og uden ankemuligheder, men selv om de medvirkende advokater og organisationer helt sikkert arbejder ud fra idealistiske/hæderlige motiver kan man godt blive i tvivl om det dybest set er til gavn for de biologiske forældre at få disse skud af håb, som bagefter forsvinder?

Cindy Petersen, som tidligere har været interviewet i Danske Kommuner, gjorde det ret klart hvorfor en adoption i nogle tilfælde er at foretrække frem for en plejefamilie. For hende har den lange anbringelse betydet, at hun i praksis ingen familie har.

Det kunne have været godt, hvis ”Aldrig mere mor” havde fortalt om muligheden for en åben adoption, hvor de biologiske forældre stadig har en mulighed for kontakt, samtidig med at børnene får forældre, der også er der efter det attende år. Det fremgik ikke om denne mulighed havde været bragt ind i sagen.

Nu bliver tvangsbortadoption ikke noget, der vil ske ret tit. Men det er godt, at muligheden findes. Man behøver bare at kigge tilbage på nogle af de rædselsvækkende børnesager, der afslørede forhold, der mere lignede mareridt end familieliv. Ville det ikke have været bedre, hvis børnene fra disse sager havde fået andre, ansvarlige forældre?

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: For barnets skyld Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger