Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Folkedomstolen

Af Tom Ekeroth, onsdag den 21. oktober 2020 kl. 11.00

Det er trist og ærgerligt, at København må sige farvel til en talentfuld og dygtig politiker som Frank Jensen, der kunne have haft flere gode arbejdsår som lokalpolitiker i sig. Men det var også uundgåeligt. Efter den radikale Morten Østergaards fald var det klart: Krænkelser koster topposter.

2020 vil blive husket som året, hvor kampen mod sexisme i Danmark kom op i et helt andet gear. Det var godt og nødvendigt, men forhåbentlig bliver det også året, hvor vi finder ud af at tackle sagerne klogt og retfærdigt.

Frank Jensen mente, at han havde været for en ”folkedomstol”. Nu var materialet fra navngivne kvinder rigeligt og overborgmesteren leverede selv en ”tilståelsessag”, men det er jo rigtigt, at den tidligere justitsminister ikke var i nærheden af noget, der nærmede sig noget strafbart.

Vi skal undgå, at det bliver folkedomstole. Både af hensyn til de mænd som anklages og af hensyn til opgøret med sexisme, som vil lide skade hvis der begås justitsmord, selv om det sker i den juridiske randzone, hvor krænkelser i de fleste tilfælde vil befinde sig.

Medierne er selvfølgelig ivrige efter at være med i #MeToo-bevægelsen – man må sige, at vi også har vores del at sone. Men det er vigtigt, at både de presseetiske regler og almindelige principper om at være kritiske over for begge parter i en sag overholdes, og at brug af anonyme kilder omgås med stor varsomhed. Vi skal ikke ende som de strikkende koner ved foden af guillotinen, der begejstret kommenterede hvert hoved, der faldt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Folkedomstolen Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger