Redaktørens stemme Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Flyvefærdige

Af Tom Ekeroth, mandag den 5. november 2018 kl. 09.43

"Jeg flyver til Folkemødet på Bornholm hvert år. Jeg kunne godt tage toget, men det gider jeg ikke. Det tager for lang tid".

Sagt af René Gade, christiansborgpolitiker, valgt for Alternativet, som i øjeblikket på den hårde måde lærer, at èn shitstorm kommer ikke alene. Først gik det galt med indretningen af kulturborgmesterens kontor i København, og det førte til udskiftning af Niko Grünfeld, der også havde problemer med sit cv.

Nu er journalistik jo ikke altid særlig fantasifuld, så det indledte jagten på indretning og cv'er. Nu er turen så kommet til flyveturene, og her er der også flere af Alternativets politikere, der heller ikke helt praktiserer "walk the talk". Partiets miljøordfører Caroline Magdalene Maier har således fløjet 170.000 km siden folketingsvalget i 2015.

Nu er der steder i verden hvor det er svært at komme uden at flyve, men Bornholm er ikke et af dem, og Gades bemærkninger om ikke at gide, virker lidt som en blanding af reklamesloganet "fordi jeg fortjener det" og Marie Antoinettes bemærkninger om brød og kager. Uffe Elbæk er en dygtig politiker, men det virker som om hans kolleger ikke rigtig er er flyvefærdige, når det gælder om at få pressehistorier til at lande godt.

Men måske er det bare sådan, at man fjerner sig lidt fra det almindelige liv, når man træder ind på Christiansborg. Til forskel fra den kommunale verden, hvor man har valgt hverdagen. Som Alternativets borgmester på Fanø Sofie Valbjørn, der købte genbrugsmøbler for 600 kr.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Flyvefærdige Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

redaktør

Tom blogger om kommunerne med mennesker, meninger og medier som omdrejningspunktet

Skriv hvad du søger