Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Flytning, fordomme og følelser

Af Tom Ekeroth, mandag den 22. januar 2018 kl. 08.30

Allerede med anden bølge af udflytningerne er det hele blevet noget ritualiseret: Ministrene storsmiler, nogle borgmestre er glade, andre er vrede. Medierne reagerer som vanligt: Jyllands-Posten glæder sig og benytter lejligheden til lidt skjult akademiker-bashing og koncernens anden avis, mediebranchens svar på bymusen Politiken påpeger ting ved udflytningen, der vil gå galt og udøser sympati med kernelæserne.

De faglige organisationer reagerer vredt og advarende, og der vil blive opstillet regnestykker og modregnestykker, som man vel reelt først kan se om var korrekte om ti års tid. Under det som i hvert fald formelt er fornuft er der en masse klassisk københavnerchauvinisme og provins-ditto.

Hovedstadens beboere ses som flanører, der nærmest indtager deres latte intravenøst, mens provinsens mennesker ligner noget fra "Udflugt med døden" – bare uden talent for at spille banjo. Ret beset er en hel del københavnere flittige folk, der i ugevis slet ikke frekventerer cafeer og heller ikke hader landmænd, lige som der vest for Valby Bakke føres begavede samtaler, drikkes espresso, læses bøger og købes designermøbler, af mennesker, der ikke mener at Det kongelige Teater skal jævnes med jorden.

Hvis man færdes rundt i landet møder man engang imellem bedrøvelige småbyer, der har kendt bedre tider. Engang var her detailhandel og endda et posthus, nu er der tre genbrugsbutikker og et enkelt pizzeria. De bliver ikke reddet af statslige arbejdspladser. Udvikling er næsten altid kombineret med afvikling.

Jeg tager ikke her stilling til udflytningerne overhovedet, men jeg synes at diskussionen om Danmark i balancen er vigtig uanset hvor i vort lille og i øvrigt meget pendlervenlige land, man bor. Man kunne ønske sig at nogle af fordommene og følelserne blev suget ud af den.

Sker det så? Nok ikke lige med det samme, men måske skulle man prøve næste gang med at udflytte et af ministerierne.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Flytning, fordomme og følelser Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger