Redaktørens stemme Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Fix mit liv, tak

Af Tom Ekeroth, mandag den 15. maj 2017 kl. 08.30

Jeg ved ikke om man skal placere firmaet FixMinOpgave i kategorien disruption: Den nystiftede virksomhed sælger færdige opgaver til elever i gymnasiet, som ikke selv magter/har tid til at skrive dem selv.

Eller til nogen, der bare vil have en højere karakter. Forretningsmodellen er ifølge dagbladet MX ret enkelt. Jo højere karakter man vil have jo dyrere bliver det. Opgaveleverancerne varetages af elever, der er dygtige til forskellige fag. Dyreste opgave ind til videre er en matematikopgaven til et 10-tal: Pris 3000 kr. Og kunderne står i kø.

En af kunderne siger til MX:

"Jeg må være ærlig og sige, at jeg har det perfekt med det. Alle snyder jo lidt – jeg tager det bare til et andet niveau".

Nu prøver jeg at vogte mig for at gå i verden-er-af-lave-selvsving. Der er såmænd grumpy gamle mænd nok i denne verden. Men sørgeligt er det og noget bekymrende: Er det en af fremtidens jurister, læger eller journalister, der taler her?

Rektorforeningen tager naturligt nok afstand fra forretningen, men erkender, at det er svært at afsløre, fordi det er originale opgaver. Man skal kunne bevise, at eleven ikke har skrevet den. Dermed er der selvfølgelig en mulighed for at elever med solid økonomi kan snyde sig ind på en uddannelse.

Men mere trist er ligegladheden med at lære noget af at løse opgaven, og hele holdningen "fix mit liv, tak. Jeg har fortjent det". Det er åbenbart i så høj grad kommet til at handle om karakterer frem for karakter.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Fix mit liv, tak Felter med * skal udfyldes