Redaktørens stemme Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Farvel-alderen

Af Tom Ekeroth, mandag den 30. september 2019 kl. 08.30

Amsterdam Museum har besluttet, at museet ikke længere vil omtale Hollands kolonitid som "guldalderen". Det sker i et forsøg på at være mere "inkluderende" ved at nuancere perioden og bringe flere stemmer i spil – fordi betegnelsen ikke tilgodeser alle dem, der blev udnyttet i den benævnte periode. Det skriver den engelske avis The Guardian.

"Guldalderen er af særlig betydning i en vestlig forståelse af historien, fordi perioden er tæt forbundet med national stolthed. Men de positive associationer, der er forbundet med perioden, såsom fred, velstand, overflod og uskyld er ikke dækkende for, hvad der i virkeligheden skete. Begrebet ’guldalder’ ignorerer alle de negative aspekter forbundet med 1600-tallet såsom fattigdom, krig, slaveri og menneskehandel", skriver museet i en pressemeddelelse.

Da krav om undskyldninger, krænkelser og krav om omskrivninger af historien breder sig hurtigere end pesten i de onde gamle dage, vil der formodentlig også herhjemme komme ideer om at omskrive den danske guldalder. Den er ganske vist anderledes end hollændernes. Det var en kort periode mellem to (frygtelige) krige, hvor kunst og litteratur blomstrerede. Men landet var fattigt, mange led garanteret, så lad os hellere med det samme omdøbe den til "møgalderen", mens "de brølende tyvere" passende kan hedde "de tudende tyvere, hvor kun et fåtal havde det sjovt".

Og så må vi altså hellere få styr på vikingetiden, få sagt undskyld til en hel masse lande, og få den omdøbt til "drab- og voldtægtstiden".

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Farvel-alderen Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

redaktør

Tom blogger om kommunerne med mennesker, meninger og medier som omdrejningspunktet

Skriv hvad du søger