Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Er det farligt at bo i Nordsjælland?

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 26. maj 2015 kl. 08.00

Jeg har boet i København det meste af mit voksne liv. Også da mine børn var små. Det blev af nogle betragtet som uansvarlighed: ”Man kan da ikke bo i byen med børn”. Nå, det gik nu meget godt. Men jeg følger altid med interesse hvis et sted i Danmark bliver udråbt som farligt. Og minsandten om turen nu ikke er kommet til Guldalderens og palævillaernes hjemegn nummer et, Nordsjælland.

Det er debattøren, filosof Eva Selsing, der i Berlingske har skrevet, at Nordsjælland visse steder er ved at blive en ”utryghedsghetto”. Det er ifølge skribenten boligområderne Egedalsvænge og Nivåhøj, der spreder ”vold, kriminalitet, islamistisk undertrykkelse, racisme mod etniske danskere, social kontrol og en generelt fjendtlig stemning”. Så meget så skribenten ikke vil bo i nærheden med sine børn, hun er også bekymret for at problemerne ” breder sig til Humlebæk, Espergærde og Snekkersten”.  Her kunne man frygte for Louisianas besøgstal.

Eva Selsing er en af Berlingskes ”groft sagt”-skribenter, men alligevel har avisen valgt at lade hendes påstand gennemgå et faktatjek.  Det tjener avisen til ære, at den forsøger at finde ud af hvordan de faktiske forhold er i Fredensborg og omegn. Man kan vel sige, at det viser sig, at det ikke står så galt til endda. 88 pct. af borgerne i Nordsjælland siger, at de føler sig trygge.  Det er en lille stigning i tryghed fra 2013. Eva Selsing holder alligevel fast i frygten med følgende begrundelse:

”Mit perspektiv er ikke to-tre år, men 25 år. Når man tænker på hvor radikalt mange andre områder har forandret sig – selv i Nordsjælland – i løbet af de foregående 25 år, forekommer min bekymring desværre ikke ubegrundet”.

Ja, hvis man ser bort fra det med bekymring, kan man nævne adskillige slum og semi-slum områder, der er kommet til ære og værdighed.

 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Er det farligt at bo i Nordsjælland? Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger