Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

En weekend med brat opvågnen

Af Tom Ekeroth, mandag den 28. januar 2013 kl. 10.00

Nå, verdensmestre blev vi så ikke. Også på andre måder blev det en weekend med brat opvågnen. En undersøgelse har dokumenteret, at vi nærmest systematisk har overvurderet hvor meget vi arbejder. Vi er ikke helt det hårdføre slidende folk med en benhård protestantisk arbejdsmoral, som vi ellers har haft et billede af. Det forklarer måske delvis, hvorfor det ser sløjt ud med væksten.

Endnu mere øjenåbnende var en undersøgelse fra KORA lavet for DR, som viste, at det nu kun er i tre kommuner andelen af borgere i arbejde er større end dem uden arbejde. Der kan være flere forklaringer, men det er demografien og krisen, der vejer tungest og får det til at knage i fugerne.

Udviklingen har været forudset, men nu er den her altså. Og lige som i provinsbyerne i gamle dage, hvor man sagde ”vi kan ikke leve af at barbere hinanden”, så kan vi heller ikke som nation leve af at passe hinanden.

Det er en udvikling, som bestemt ikke engang er til sølvmedaljer, men selv om der ikke er et EM i vækst, velfærd og nationale selvforståelse lige om hjørnet, så er muligheden der selvfølgelig for et comeback.

En del af det handler om at uddanne, men ikke blindt. Berlingske gik i weekenden i clinch med akademikersnobberiet, helt berettiget. Vi er nødt til også at kigge på 95 procent-målsætningen, og erkende, at det ikke nødvendigvis handler om en studentereksamen.

 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: En weekend med brat opvågnen Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger