Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Dyrenes ven

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 11. august 2020 kl. 11.00

Den politiske sæson er ikke rigtig gået i gang endnu, selv om partierne p.g.a. coronaen ikke har opnået den sædvanlige sommerusynlighed. Christiansborg sover dog stadig som et stort dyr i solen.

Og når vi er ved dyr: Veganerpartiet er blevet opstillingsberettiget. Ved næste valgkamp vil et medlem af partiet stå sammen (formodentlig i hvide sneaks af kunstlæder) med de velkendte samt sandsynligvis flere nye partier.

Førstkommende valg, kommunalvalget, bliver næppe der hvor Veganerpartiet får et gennembrud. Hvis Alternativet oplever den sandsynlige nedsmeltning, kan der godt hentes nogle stemmer der, men generelt er ”de nye partier” ikke særligt kommunale. De vokser mest som en slags helle for partihoppere.

Veganerpartiet får ikke mange politiske venner i Venstre. Et af dyrevennernes politiske mål er nedlæggelse af det konventionelle landbrug.

Kan Veganerpartiet komme i Folketinget? Det er ikke helt usandsynligt. Flere og flere danskere får øjnene op for det den måde, mange dyr behandles på: millioner af svin lever deres korte liv under elendige vilkår. Erhvervets svar er næsten altid noget med, hvor meget det gavner Danmark at have landbrug. Lidt i samme klasse som når forældre før i tiden bankede deres børn med sætningen ”det gør mere ondt på mig end det gør på dig”.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dyrenes ven Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger