Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Dynamiske duoer duer

Af Tom Ekeroth, mandag den 26. november 2018 kl. 09.36

I sidste uge var det år siden, kommunalvalget ændrede på den politiske geografi. Det betød også, at der efterfølgende kunne ske fyringer af chefer med kommunaldirektøren som den mest udsatte. Det er selvfølgelig dramaer, vi skriver om.

Men en af de store tilbagevende glæder efter et kommunalvalg er for mig, når vi ganske traditionelt tager fat på en serie dobbeltinterview med borgmester og kommunaldirektør. Vi har netop afsluttet denne periodes serie i Danske Kommuner, og lige så karakteristisk forskelligheden fra kommune til kommune er, lige så karakteristisk er dygtigheden hos kommunernes topfolk.

Man kan tapetsere avisforsider og sendeflader med dårlig privat ledelse og ditto elendig ledelse i staten. Langt de fleste kommuners lederskab er rigtig godt, selv om opgaven er kompliceret og ret ofte i strid modvind. Men dem vi mødte kunne tydeligt godt lide jobbet og trivedes med det. De kunne også tydeligt lide hinanden, og det var interessant at se, hvor meget kemi også betyder i den delte kommunale topledelse.

Det er lidt ærgerligt at det, der måske hos borgerne står tilbage er historierne om de gyldne håndtryks størrelse. Selvfølgelig kikser samarbejdet engang imellem, og så er der nogle regler, der skal følges. Men langt det meste af tiden går det godt, for de dynamiske duoer duer. De er helt centrale aktører i den vellykkede kommunale fortælling.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dynamiske duoer duer Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger