Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Diagnosen som ikke er en diagnose

Af Tom Ekeroth, onsdag den 18. maj 2016 kl. 08.00

Berlingske kan fortælle, at flere forældre beder skoler og børnehaver tage ekstra hensyn til deres særlige sensitive børn. Det at være ”særligt sensitiv” er ikke en diagnose eller en sygdom, men det er at nogle af os reagerer mere intenst på sanseindtryk. 

I case historien fortælles om en særligt sensitiv dreng, der skulle være forberedt på alt i børnehaven, og hvis han havde fået at vide, at det var hans mor, der hentede og hans far så dukkede op, ville han slet ikke med.

Noget i den retning har jeg prøvet selv, da jeg for mange år siden hentede min treårige datter i børnehaven. Det blev ikke nogen stilfærdig hjemtur, det var tænderskærende raseri og undervejs lykkedes det hende at kyle sin taske midt ud i et vejkryds. Jeg var mildest talt ikke glad, og for at føje spot til skade mødte jeg en af kvarterets hjemløse, der indigneret sagde ”kan du ikke se, at hun er bange for dig”. 

Der gik nogen tid, inden jeg begyndte at se det morsomme i det, men jeg overvejede aldrig om hun var særligt sensitiv. I dag, hvor hun er en morsom og ret fantastisk 20-årig, er det nok også for sent.

Mange forældre er i dag plaget af tanken om de nu gør det godt, og en diagnose kan måske fjerne noget skyldfølelse. Også selv om den som ”særligt sensitiv” ikke er nogen ægte diagnose.

Men er det særligt godt for børn, at de får at vide at de er noget særligt på den krævende måde? Ville det ikke på mange måder være bedre at fortælle dem, at livet er både hårdt og sjovt, at der er noget, som kan kaldes skæbne, og at vi møder med forskellige forudsætninger.

På et tidspunkt er det sådan, at der alligevel ikke længere er nogen, der tager hensyn til vore børn, og at vi dybest set ikke længere kan hjælpe dem med andet end noget praktisk. 

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Diagnosen som ikke er en diagnose Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger