Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Det er skidt, SKAT

Af Tom Ekeroth, mandag den 21. september 2015 kl. 09.00

Engang elskede vi de store statslige institutioner. Eller rettere vi stolede på dem. Togene kørte næste præcist, postbudene løb fløjtende op af trapperne og skatten blev inddrevet. Torskegildet var et frygtet fænomen, og vittighedstegnere yndede at fremstille skatteborgeren som en mand kun iklædt en tønde efter mødet med Væsenet, der kunne minde lidt om Den spanske Inkvisition: Effektive, benhårde. Nogle, der altid fik deres mand.

Skattesnyd var en folkesport. Det er det så ikke mere, fortrinsvis fordi der ikke er så meget at snyde med for almindelige mennesker, men selv den mest drevne opfinder af forundelige fradrag var jo ikke nærheden af at hente så mange milliarder, som den seneste svindel med ikke-eksisterende aktier.

Det drejer sig om store beløb, der kunne have været brugt fornuftigt, men det er faktisk værre, at restancerne ikke bliver inddrevet. Det skader retsbevidstheden. Næppe mange betaler restskat med glæde, men de fleste af os kan dog se fornuften i at få det afviklet tidligt, så vi slipper for diverse renter. Men hvis det nu viser sig generelt, at det kan betale sig at lade være?

Solidaritet er godt, og der er mange formål, man gerne vil betale til, men fædre, der bare ikke vil betale bidrag til deres børn bliver næppe nogensinde et af dem, man gerne vil støtte.

Det er skidt, SKAT

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Det er skidt, SKAT Felter med * skal udfyldes
 

Torskegilde og inddrivelse var tidligere en kommunal opgave

Af:Erik Lund - Den21.09.2015 kl. 11:25Anmeld kommentar

Når Tom Ekeroth skriver, at vi en gang elskede de store statslige institutioner, eller rettere stolede på dem, var det da disse opgaver blev løst af kommunerne.
Siden Staten har overtaget skatte- og inddrivelsesopgaven fra kommunerne i 2004/05, har det været et stort kaos, hvor den store respekt, der tidligere var omkring skatte- og inddrivelsesopgaven nu er blevet afløst af hovedrysten og latter.

Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger