Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Der var engang et Væsen

Af Tom Ekeroth, mandag den 29. maj 2017 kl. 09.30

Ugen begyndte muntert med oplysningen om, at 320 familier blandt de allerrigeste i Danmark har gemt 60 milliarder i skattely i Schweiz, hvor bankhemmeligheden ganske vist ikke er hvad den har været – oplysningen om de gemte penge er lækket – men hvor beskyttelsen af formuer stadig er en solid industri.

Men vi skruer lige tiden tilbage til engang i den nære fortid. Engang om året sad man og storsvedte omgivet af kaffe og cigaretter (det var dengang man røg) mens man forsøgte at få styr på selvangivelsen og fedtede rundt med bilag. Nogen forsøgte selvfølgelig at fuske. Om aftenen puttede man det i kuvert, som man eventuelt afleverede direkte til Væsenet.

De uheldige kom bagefter til "torskegilde", hvor man skulle prøve at forklare sig ud af tingene. Ingen var i tvivl om at Væsenet var brutalt, retfærdigt og ret effektivt. Samt i høj grad kommunalt.

Og det var godt sådan, kan man desværre se i dag efter Væsenets lange og triste deroute. Jeg ved ikke om de 320 familier og de gemte penge er endnu et sørgeligt kapitel om storhed og fald, men det er jo ikke til at se forskel.

Til gengæld kan man se, at det er ret skidt for sammenhængskraften, når en statsinstitution præsterer dårligt (selvfølgelig også for økonomien, for pegene kunne vi jo godt bruge).

Med det historiske bagtæppe er det svært at forstå og noget bekymrende, at regeringen vil have kommunerne til at give en række opgaver som it og vejvedligeholdelser fra sig for at kunne samle opgaverne i nogle større centre. Er der ikke en sætning, der hedder, "at den, der ikke vil lære af historien kommer til at gentage den?"

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Der var engang et Væsen Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger