Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Den sorte avis

Af Tom Ekeroth, mandag den 29. august 2016 kl. 10.30

Karen Jespersen, den eneste, der har været minister i både en S og en V-regering, og Ralf Pittelkow, engang rådgiver for Nyrup, har taget en meget lang rejse fra det yderste venstre til det yderste højre. De driver tilsammen Den korte Avis. Og her rimer kort på sort.

Ifølge dette digitale medie begås der stort set ikke en forbrydelse i Danmark uden at den bliver kædet sammen med flygtninge, 2. g’ere eller Islamisk Stat. Senest således også det frygtelige og dræbende stenkast fra en motorvejsbro.

Det var en gigantisk fejl, at man ikke i 90’erne ville lytte til de vestegnsborgmestre, der påpegede problemerne med ghettoer og vendte sig mod berøringsangsten, som nåede helt ned i avisernes signalementer af eftersøgte, hvor man undgik at fortælle, at her var tale om forbrydere af anden etnisk oprindelse. Berøringsangsten skabte en dyb mistillid til landspolitikerne i flere partier.

Det er godt, at man er kommet over den periode. Problemer løses som bekendt ikke ved at lade som om, de ikke eksisterer. Men nu er det som om frygten kryber ind overalt, og selv om det også var begavet retorik, da Franklin D. Roosevelt sagde, at ”det eneste vi behøver at frygte er frygten selv”, så havde han jo også ret i det.

Frygt lammer, og når vi begynder at se terrorister overalt, så risikerer vi lammelse. De digitale medier gør meget i forbrydelser, det giver klik, og skriver man direkte ind i læsernes frygt giver det endnu flere klik. Det kan man nok ikke få medierne til at lade være med, men man kan opfordre til noget så gammeldags som at slå koldt vand i blodet.

Men lever vi ikke i et risikosamfund? Jo, men det har vi altid gjort. Et historisk nært eksempel. I 1972 var der over 1200 trafikdræbte. Fik det danskerne til at blive hjemme, nej. Heldigvis blev der gjort noget ved det og risikoen er reduceret betragteligt.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Den sorte avis Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger