Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Den nærmeste hjælp

Af Tom Ekeroth, mandag den 28. september 2015 kl. 10.30

En række kommuner er i gang med at lave pårørende-politikker for ældreområdet. Et af de grimmere udtryk fra de sidste årtier er ordet ”ældrebyrde” sammensat af en forunderlig blanding af klynk og kynisme, men vi løser ingen problemer ved at forskønne sproget. Derfor er det glimrende at få lavet politik for samspillet/samarbejdet mellem kommune, voksne børn og de ældre.

Lad os lige holde fast i, at det begynder med en succeshistorie: Vi lever længere. Det har nogle konsekvenser, det presser økonomien i kommunerne, og det holder ikke op. Tværtimod. Derfor er det nødvendigt, at de pårørende, her vel mest voksne børn, spiller en større rolle. Det er ikke den eneste løsning, rehabilitering, det at forøge sundheden, at gøre borgerne selvhjulpne så længe som muligt er væsentlige bevægelser.

Det at lade pårørende løse opgaver er ikke ukompliceret. Man kan ikke tvinge, man kan ikke nødvendigvis regne med at de løser dem konsistent og undersøgelser viser, at mange danskere faktisk oplever det særdeles stressende at tage sig af deres ældre.

”Sandwichgenerationen” er et kendt udtryk for danskere klemt mellem gamle forældre, børn, der stadig skal passes og et krævende job. Derfor er det godt hvis man kan få lavet aftaler for hvem der gør hvad, hvordan får man samarbejdet mellem professionelle og de pårørende til at fungere bedst. Det er klart, at ingen kommune har penge nok til at løse ensomhedsproblemerne hos de ældre.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Den nærmeste hjælp Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger