Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Den korte søde sommer

Af Tom Ekeroth, mandag den 23. februar 2015 kl. 09.30

Gymnasierne har overstået deres åbne hus-aftener. Forventningsfulde elever og forældre har hørt og set dem fra deres bedste side. Mon ikke også ledelse og lærere har gjort deres for at fortælle om både sjov og solide traditioner. Nu skal der ansøges inden fristen udløber om en uges tid. Mon ikke en del ansøgninger stadig bliver skrevet med billedet af den søde sommer tre år senere. Gymnasieuddannelserne fører stadig, når det gælder uddannelsesromantik.

Men det er også en kort sommer, for det knirker og knager i den videregående del af det danske uddannelsessystem. Mange unge med studentereksamen kommer ikke i gang med en videregående uddannelse. En del får en erhvervsuddannelse, hvilket jo er meget godt, men alligevel er en omvej. En dyr omvej.

Opmærksomheden om erhvervsuddannelserne er stigende, de tilbagevendende mesterskaber i håndværk Skills er et godt træk, men kan ikke skjule, at det at få en praktikplads ligner et lotteri.  Så hellere tage tre år, der måske kan afklare hvad man vil med det voksne liv.

Men det bliver det ikke nødvendigvis lettere af, karakterne betyder for mange reelt, at valgmulighederne ikke er ret store og reelt uddannes der jo også til ledighed. Der er en udbredt forestilling om at en uddannelse altid er godt og at den altid kan bruges til noget. Det kan man godt anfægte. Jeg tror drømmeuddannelsen kan føre til permanent livsskuffelse, hvis man ikke kan bruge den.

Hvad-der-er-brug-for-tænkningen burde have en mere markant plads i det videre uddannelsessystem.  Den er vigtigere end fest, farver og sommerens sødme. Og den forhindrer ikke, at det også kan være sjovt at uddanne sig.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Den korte søde sommer Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger