Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

De andres liv

Af Tom Ekeroth, mandag den 7. september 2015 kl. 09.30

Politiken bragte i sidste måned en serie af billeder fra Langeland. Det gik mildt sagt ikke upåagtet hen, og selv efter at Politiken havde stillet til rabaldermøde i Rudkøbing – hvilket var modigt – kan man fornemme at en del vrede er intakt. Langelænderne følte sig udstillet, nærmest som om det københavnske dagblad havde været på ekspedition i det mørke Afrika. Tidligere på året var der ballade omkring tv-serien ”På røven i Nakskov”.

Nu er modsætninger mellem landsdele ikke noget nyt. Folkekomedien har dyrket dem, som når Olsen Banden skal til Jylland under kampråbet ”nu skal vi over til bonderøvene” – det ender selvfølgelig med at de bliver snydt så vandet driver af dem. Eller for den sags skyld mellem by og land. Min mor, der var fra Nakskov og i øvrigt et særdeles tolerant menneske, fortalte med foragt at når karlene kom til byen i deres fineste tøj så var de iført gule sokker og gule tørklæder. Det må for provinsbyens boeboere have været højdepunktet af dårlig smag.

Så modsætninger har altid været der, men måske bliver de trukket skarpere op, fordi meget tv-underholdning er bygget på foragt for andre mennesker, sådan noget ”se-ned-på-tosserne-tv”, hvor vi kan føle os bedre, mens de medvirkende tumler rundt, stifter gæld, spiser forkert etc.

Nu mener jeg ikke, at Politiken eller Nakskov-serien hører til i den kategori, men det kan måske nogle gange være svært at se forskel. Og det må være svært for dem, der stolte af deres by, kommune og egn, for eksempel kommunalpolitikerne, hvis journalister og fotografer på besøg slet ikke har øje for stedets kvaliteter. Hvis man troede, at det kunne give branding, og i stedet oplever nedladenhed.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: De andres liv Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger