Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Dagligliv på Frederiksberg

Af Tom Ekeroth, mandag den 5. oktober 2020 kl. 11.30

Man kan se det, når man bevæger sig fra københavnske gader til Frederiksberg. Specialbutikkerne bliver flere og mere specielle. Der er et specielt touch af stilsikker, men stilfærdig borgerlighed over ”den grønne ø i det røde hav” som Danmarks geografisk mindste kommune er blevet kaldt.

En af hovedfærdselsårerne er den smukke Frederiksberg Allé, hvor advokatparret Simon og Josephine Fie Legarth Aggesen i 2016 købte en herskabslejlighed. Den blev senere delt op og solgt som to lejligheder. Parret tjente 11 millioner på det.

Større opmærksomhed ville det næppe have vakt, hvis ikke Simon Aggesen i 2019 var blevet borgmester og var medlem af kommunalbestyrelsen, mens det skete.

Det var fruen, der i 2018 ansøgte by- og miljøudvalget om opdelingen og fik tilladelsen. Den kommende borgmester og daværende rådmands navn stod ikke på ansøgningen. Så langt så godt. Eller skidt, alt efter temperament.

Det er jo ikke forbudt borgmestre at gøre en god handel, og man kan sige, at udvalget måske nok kunne have gættet, hvem ansøgeren til opdelingen af lejligheden var gift med. Umiddelbart er det svært at se, at noget skulle være ulovligt.

Om den smarte handel så er politisk smart? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at boligerne på Frederiksberg koster en herregård. Men heller ikke, at den politiske magtbalance slet ikke ligner eksempelvis Gentoftes stærke konservative bastion med det absolutte flertal.

Der skal ikke flyttes vildt mange stemmer for give rum for enten en socialdemokratisk eller eventuelt radikal borgmester. Om vælgerne, så vil synes, at deres borgmester er smart eller om misundelsen, som ganske vist er en dødssynd, men såre udbredt, kommer til at veje tungest, det ved vi om lidt mere end et år.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Dagligliv på Frederiksberg Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger