Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Brug for et comeback

Af Tom Ekeroth, tirsdag den 21. maj 2013 kl. 07.25

”Men dem, der går i gymnasiet, kan jo ingenting efter tre år. Det kan jeg godt have lidt ondt af". Sagt af en elev på en schweizisk erhvervsskole til Berlingske. For i det rige bjergland, hvor man ellers kunne tro, at de prioriterede akademiske økonomer, går det rigtig godt for erhvervsskolerne.

I Danmark uddanner vi skævt, og erhvervsskolerne har brug for en ændring i image, der svarer til at få Danske Bank til at ligne et rart pengeinstitut for småsparere. 

De schweiziske skoler har et klart fortrin: Mens elever i Danmark ikke kan finde tilstrækkeligt med virksomhedspraktikpladser, kan de schweiziske virksomheder ikke få lærlinge nok. Hele tilgangen kan Danmark lære af, mener direktør for Aalborg tekniske skole Michael Johansson, som har søgt inspiration i Schweiz. Han siger til Berlingske : 

"Der er et helt andet commitment og en anden disciplin fra alle parter. Men det er også tydeligt, at vi på skolerne skal til at kigge seriøst indad og stramme op."

Det er jo rigtigt. Det er ikke fordi vi skal have de tider tilbage, hvor det at komme i lære - i uheldigste fald - kunne være som at tilbringe ungdommen sammen med en reinkarnation af Djengis Khan og hans glade svende, men det at møde til tiden og ikke sms’e den væk, er lige vigtigt for en kommende pilot og en kommende murer. 

Det er manges ansvar at få skabt et bedre uddannelsesmønster i Danmark. Også folkeskolens. Mange steder gør man et godt arbejde for at få udskolingen til at være den rigtige affyringsrampe til andre uddannelser, men det hjælper ikke noget hvis de lokale erhvervsuddannelser ligner ”taberfabrikker”. Der skal et imagemæssigt løft til, men det kræver også at kvaliteten øges.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Brug for et comeback Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger