Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Børnefamilier på kanten

Af Tom Ekeroth, onsdag den 23. april 2014 kl. 08.00

Op til påskedagene havde den 37-årige freelance-journalist Anne Marie Løkkegaard og mor til to fået nok. Hun skrev et debatindlæg i Politiken, hvori der blandt andet stod:

”Der er ingen partier, der har at nedbringe stress for børnefamilier som en reel mærkesag. Der er flere ting, der ville hjælpe. Hvad med at få bragt alle de ældre, der er fuldt rørige og friske, men ikke har nogen børnebørn, sammen med dem, hvis bedsteforældre er gået bort eller i golfklubben? Hvad med fradrag for hjælp til vask og rengøring? Hvad med madordning i skolerne uden den daglige madpakkestress? 

Kunne de unge på overførselsindkomster ikke give en hånd med at hente Vitus og Ella fra børnehaven, mens de søger job?”

Hun stillede også de retoriske spørgsmål ”Hvorfor står valget kun mellem en filipinsk aupair eller slet ingen hjælp?”

Der var mange reaktioner, men det var hverken medynk eller medløb der prægede dem. Tværtimod var vreden hos flere så voldsom, at man næsten kunne høre blodtrykket ramme loftet.

Min første reaktion var også irritation over rettighedsforestillingen og en forundring over tanken om at kommunerne skulle til at organisere korps af unge kontanthjælpsmodtagere eller drive pensionister sammen, der kunne optræde som erstatningsbedsteforældre til at hente (og hvorfor er det, at forestillingen om, at alle over 62 år altid tumler rundt på golfbanerne, er så umulig at slippe af med?).

Men, det er svært for børnefamilier at få det til at hænge sammen tidsmæssigt, økonomisk, mentalt. Hverdagen kan være en lang enerverende vandring mod nat, også selv om man ikke tilhører de privilegerede der synker om i Børge Mogensen møbler. Og jo, frivillige kunne jo også bruges i forhold til børnefamilierne. Og derfor var det faktisk ærgerligt med et indlæg, der ramte så skævt og tilsyneladende mest udløste vrede. Nærmest som da Dovne Robert og Fattige Carina druknede debatterne.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Børnefamilier på kanten Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger