Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Blå tilflytning?

Af Tom Ekeroth, mandag den 26. september 2016 kl. 08.00

Sidste uges opgør om at være borgmesterkandidat for Venstre i København var usædvanligt. Det er ret sjældent,  at en siddende borgmester bliver skiftet ud som kandidat. Om det er klogt eller ikke, retfærdigt eller uretfærdigt blander vi os ikke i. Interessant er det også, at den nye spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard har en klar ambition om overborgmesterposten, senest i 2025. Jeg mindes ikke, at nogen før har sagt ”jeg kan slå Frank Jensen”. 

Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at tilflytningen arbejder for hendes projekt. De nye københavnere, som strømmer til byen vil være blå vælgere.

Der er ingen tvivl om, at der tidligere er blevet ført lokal partipolitik ved hjælp af boliger. En stor del af Vestegnens almennyttige boligmasse blev bygget for at afhjælpe massiv bolignød, men selvfølgelig regnede man også med at få socialdemokratiske kernevælgere. På samme måde var der selvfølgelig også kommuner der i deres lokalplanlægning gjorde alt for at få villabyggeriet til at blomstre.

Demografien har spillet en tydelig rolle i den måde det lokalpolitiske danmarkskort ser ud på. Og erhvervsudviklingen, for når en række socialdemokratiske højborge er væk, så skyldes det også, at de ikke længere er industribyer. De store værfter havde ofte over 5000 medarbejdere. Og de var ikke blå.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at flytte til København uden at købe en bolig, og det skal man have ret mange penge til. Men bliver man nødvendigvis blå af det?

To af de seneste ugers mest omtalte boliger, Johanne Schmidt-Nielsens villa i Valby og Pernille Skippers oprindeligt forældrekøbte lejlighed, demonstrerer en vis politisk mangfoldighed hos byens borgere med ejerboliger.

Hvor stor en del af tilflytterne er kreativ klasse med hang til cafeer og Alternativet? Eller liberale børsmæglere? Forældrefinansierede unge?

Og når de så er flyttet til byen, hvad vil de så vælge efter, hvis de ikke er partimedlemmer? Ja, hvis de er børnefamilier vil skolerne, institutionerne, trygheden betyder noget for dem. Hvis de er ”gråt guld” vil trygheden og kulturen være væsentlige parametre.

Og kan man som man har ”kystbanesocialister” forestille sig ”havnefrontssocialister”? Ja, alt det vil tiden vise, og det er spændende at se om den nye (over)borgmesterkandidats strategi giver resultater.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Blå tilflytning? Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger