Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Barnets tarv

Af Tom Ekeroth, mandag den 22. juni 2015 kl. 10.00

Tilbage i 90’erne var mediernes dækning af tvangsfjernelser oftest, at det var det onde system mod forældre, der bare var lidt anderledes. Som havde nogle andre normer end sagsbehandlerne.

Formodentlig var det en række frygtelige børnesager, der ændrede billedet, blandt andre en sag fra Horsens i slutningen af 90’erne, hvor en fireårig dreng blev mishandlet til døde af forældrene. Måske også, at journalister kom til at føle sig mere som middelklassen, og det er ikke her de fleste tvangsfjernelser finder sted.

Dengang talte man ikke om tvangsadoption, i dag er det en mulighed, en mulighed, som er blevet lempet efter at have eksisteret en række år. Man skulle tidligere dokumentere, i dag skal man sandsynliggøre, at forældre ikke har eller vil få forældreevne. Beslutningen skal igennem en række instanser, så det er ikke en lynaktion. Men hvis familier tidligere har fået tvangsfjernet et eller flere børn er det sandsynligt, at de ikke er i stand til at tage vare på endnu et barn. 

Adoptionen vil for et antal børn give et bedre liv. Man kan bare overveje den række af sager, som vi også har set op gennem 00’erne – ville det ikke have været bedre, hvis børnene havde fået nogle andre forældre end dem, der misbrugte dem? Jo, selvfølgelig. 

Men selvfølgelig er det ikke uden dilemmaer. I dage findes der et lille antal frivillige adoptioner i Danmark, tidligere var der langt flere, og de blev ofte holdt hemmeligt indtil børnene nåede en bestemt alder eller selv opdagede, hvordan det forholdt sig. Når man læser nogle af de historier om, hvordan det var at finde ud af, hvordan det egentlig hang sammen, ja, så betyder det noget at vide, hvor man kom fra.

Åbne adoptioner har på den måde nogle fordele, børnene får et bedre liv med stabile voksne, men kender også biologien. I den bedste af alle verdener er det en god løsning, men det må kræve en slags samarbejde mellem biologiske forældre og adoptivforældre, som ikke nødvendigvis er let at få til at fungere: Og kan det stadig fungere hvis der er en forhistorie med misbrug og vold?

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Barnets tarv Felter med * skal udfyldes
 
Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger