Demokratiets salt Tom Ekeroth blogger om mennesker og medier

Alting men ikke et posthus

Af Tom Ekeroth, mandag den 17. august 2015 kl. 08.00

Det var dramatikeren Leif Petersen, der i 1969 skrev teaterstykket ”Alting og et posthus”. Jeg skal ikke komme med et større handlingsreferat, men titlen dækker over drømmen om det gode liv i det gode almindelig kvarter, der har alting samt posthuset.

I denne uge lukker posthuset i det område, hvor jeg bor. Betjeningen flytter til et supermarked et sted i nærheden.

Mit engang så fattige arbejderkvarter har rendyrket sætningen ”det er for dårligt”, og den kan bruges om stort set enhver forandring, og et kort øjeblik er jeg også ved at henfalde til melankoli, men hvad er det egentlig jeg kommer til at savne?

De uendelige køer, når jeg skulle hente en pakke, der som altid var forsøgt afleveret midt på dagen, hvor jeg er på arbejde? Personalet, der gik til (deres helt bestemt retmæssige) pause, selv om der var 50 numre forud? Eller det underlige sammensurium af produkter fra dengang posthusenes skulle markedsgøres?

Nej, selv om det er et stykke Danmark, som ændrer sig, så kan jeg sagtens leve med det. Pakkepost er jo allerede stærkt markedsgjort, og her er der selvfølgelig stærk forskel på hvor gode og dårlige de forskellige aktører er – nogle forstår lige som PostDanmark ikke gør, at man generelt er på arbejde midt på dagen. Andre er opløftende servicemindede. Det skal nok gå.

Som altid er der nogen, der vil blive ramt. Dem der bor ti meter fra posthuset og bruger det tit får nu over en kilometer til posthus. Men findes de overhovedet mere?

Og posthuset? Det er allerede lejet ud. Måske til en café. Dem er der nærmest ubegrænset marked for.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Alting men ikke et posthus Felter med * skal udfyldes
 

Svar til: Alting men ikke et posthus

Af:Elisabeth Bundgaard - Den18.08.2015 kl. 11:11Anmeld kommentar

Kan hænde, at dit gamle posthus var præget af lavt serviceniveau med dertil hørende lange køer, mærkværdige forhold for kunder, ansatte og tåbelige produkter. Dette er dog småfejl i forhold til, hvad din fremtidige supermarkeds-posthus-service vil byde på. Kan siges helt kort: You ain't seen nothing yet! = Du har ikke set det værste endnu!

Tom Ekeroth

Tom Ekeroth

Journalist & kommentator

Tom blogger om politik i al almindelighed og kommunalpolitik i særdeleshed

Skriv hvad du søger