Socialt set Tina González-Schelbeck blogger om socialpolitik

Ikke for børn

Af Tina González-Schelbeck, fredag den 10. februar 2012 kl. 19.00

Jeg har netop færdiglæst Formanden for Børnerådet Lisbeth Zornigs rystende bog ”Zornig – vrede er mit mellemnavn” om hendes opvækst med vold, alkoholisme og seksuelle overgreb.

Mange seksuelle overgreb på børn og unge anmeldes ikke, fordi de føler skyld, skam eller er bange for omgivelsernes reaktioner. Andre møder måske den holdning, enten fra sig selv eller andre, at de bare skal glemme overgrebene og komme videre. Det kræver mod at bryde tabuer, og det mod har Lisbeth Zornig.

Det er svært at kende det mere præcise antal af overgreb. Hvis man tæller domfældelser, sigtelser og anmeldelser til politiet, får man ét tal. Kigger man på danske undersøgelser på området, får man et langt højere tal.

Der politianmeldes hvert år godt og vel 500 seksuelle overgreb mod børn under 15 år. Anmeldelser om incest, det vil sige en seksuel krænkelse mod et barn fra en forælder, bedsteforælder eller søskende, udgør ca. 10 % af disse anmeldelser. Dog er der de senere år en tendens til, at flere og flere anmelder seksuelle overgreb.

Når man får ét tal i Kriminalstatistikken og et andet i spørgeskemaundersøgelser kan det skyldes, at den seksuelle overgrebsproblematik er omgærdet af trusler, tabu, sorg, straf og utilstrækkelig erkendelse eller usikkerhed om, hvad der gør et seksuelt forhold til et overgreb. I spørgeskemaundersøgelser kan der også gemme sig mørketal, fordi der eksempelvis vil være unge, der ikke ønsker at nævne overgrebet og/eller fordi unge kan definere overgreb anderledes end voksne fagfolk eller straffeloven.

I Den seneste danske undersøgelse, Unges trivsel år 2008 - en undersøgelse med fokus på seksuelle overgreb og vold i tidlig barndom og tidlig ungdom, viser blandt andet, at blandt 3.976 unge i 9. klasse har:

  • 2 procent af drengene og 7,8 procent af pigerne haft seksuelt kontakt eller erfaring med voksne inden 15-års alderen.
     
  •  4,7 procent af drengene og 18 procent af pigerne haft uønskede seksuelle erfaringer med jævnaldrende.

Undersøgelsen omfatter 3.976 unge i 9. klasse svarende til 6 % af denne aldersklasse i Danmark.

Hvis vi skal mindske antallet af overgreb mod børn, er det vigtigt at have fokus på den forebyggende indsats og på oplysning. Vi har på Frederiksberg indledt et samarbejde med Albahus, som formidler viden til vores skoler - til lærerne og eleverne - om den seksuelle overgrebsproblematik.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Ikke for børn
  •  
Tina González-Schelbeck

Tina González-Schelbeck

40 år,

formand for Socialudvalget

Tina blogger om socialpolitik og livet som kommunalpolitiker i Danmarks tættest bebyggede kommune Frederiksberg