Fremtidens lokale velfærdssamfund Thomas Karlsson blogger om styring og ledelse i kommunerne

Værdige livtag med døden

Af Thomas Karlsson, mandag den 14. august 2017 kl. 10.30

Hvis jeg blev præsident for en dag, ville min første beslutning være at vedtage en lov, der pålagde alle, der er med til at administrere vores ældrepleje - i finansministeriet, sektorministerier og kommunernes forvaltninger - at de med jævne mellemrum skal med ud at køre hjemme- og sygepleje. Så ville både unge, lovende fuldmægtige og garvede chefer i administrationen se, høre og lugte, hvad det er, de reelt har mellem hænderne.

I sidste uge fik jeg lov at køre hjemmepleje med Gruppe 3 fra ældreplejen i Syddjurs Kommune. Jannie, en af hjælperne fra gruppen, hentede mig i Tirstrup, og de næste 5 timer besøgte vi borgere og talte i bilen. 

Jannie fortæller, at det bedste ved hendes job, er de gange, hvor hun får lov at arbejde med borgere, der endnu ikke er blevet meget dårlige. Hun elsker at have borgere, der kan fortælle – og dermed give hende et kig ind i deres personlighed og de begivenheder, der har formet deres ofte lange liv. Omvendt er noget af det værste ved hendes arbejde, når hun nu og da møder mennesker, der ikke respekterer hendes fag. Der var fx dengang, hvor Janni skulle tanke benzin, og en mand, der holdt foran hende vinkede hende frem foran sig. Da hun trillede forbi ham, råbte han til hende, at hun hellere måtte komme til først, så hun kunne ”komme ud at tørre røv på nogle flere ældre”. 

Jannie største hovedpine er, at langt de fleste borgere gerne vil op fra morgenstunden, så de kan få noget ud af dagen. Lige meget hvor meget Jannie og hendes kolleger forsøger at komme hurtigt rundt, hænder det, at borgere ligger i sengen til op ad formiddagen. Vi taler om hvor ubegribeligt det må være, at være afhængig af andre mennesker for at komme ud af sengen, få tøj på, få noget at spise, få en tør ble på. Og vi taler om hvor uværdigt det må være ikke selv at kunne bestemme hvornår bleen skal skiftes, maden skal spises eller dagen skal begyndes eller afsluttes. Det er et åbenlyst flaskehalsproblem, der er lige så nemt at se, som det er svært og formentlig dyrt at se en løsning på. 

Den første borger vi besøger, Hanne, har Jannie kun kørt hos i et par måneder. Hun er en solstrålehistorie, synes Jannie. Hun kom ind i ”systemet” via en hospitalsindlæggelse. Inden hjemmeplejen kunne begynde at komme hos Hanne, skulle hun have skiftet hele gulvet og kørt en hel container fuld af skrald væk. Så beskidt og ulækkert var der i Hannes hjem. I begyndelsen var hun ude af stand til noget som helst, og umulig at kommunikere med. I sidste uge fik Jannie for første gang lov at vaske hende, og dermed begynde behandlingen af de mange sår Hanne har på kroppen, som resultat af de skidtkager, der har siddet på hendes krop alt for længe.

Undervejs er der en borger der aflyser. Det er en kraftigt overvægtig kvinde, som Jannie skulle have gået en tur med. Men det regner, og derfor ønsker borgeren det ikke. Jannie ærgrer sig over, at borgeren ikke har fået forlænget et forløb på træningscentret, som eller så ud til at virke.

Den næste borger vi besøger bor på en kolossal velhaverejendom. Han er en succesfuld erhvervsmand, der har fået en blodprop for nylig. Jannie holder af at besøge ham, fordi han fortæller historier om et spændende liv, og fordi det ikke ”er til at mærke på ham”, at han har mange penge. Mens Jannie hjælper den tidligere erhvervsmand ud af sengen og i tøjet, taler jeg med konen i et lækkert, lyst køkken der vender ud mod skov og vand. Hun er frustreret over livet som pårørende. Frustreret over, at det kan være svært at komme i kontakt med kommunen, når hun har mest behov for det. Frustreret over, at hun ikke har mere indflydelse på den hjælp, som hendes mand har brug for. Frustreret over, at der kommer så mange forskellige hjælpere i deres hjem. Men utrolig glad for Jannie og de andre, der rent faktisk kommer og hjælper. 

Besøget er ét eksempel på, hvordan relativt simple forbedringer af teknologien vil kunne gøre en forskel. Det vil være en reel hjælp for Janni og hendes kolleger, hvis de kunne få teknologi der gør det nemmere at kommunikere med borgere og pårørende. Det kunne fx være tablets i borgernes hjem med mulighed for mundtlig og skriftlig livechat med personalet.

På vej videre til næste besøg fortæller Jannie mig, at hun ofte oplever jalousi – særligt fra kvindernes side, når de som hjælpere skal hjælpe mandlige borgere med bad og lignende. Som hjælper kommer man langt ind i det lille intime rum, der ofte er mellem mand og kone, og som varer ved og kan være lige intenst – hvad enten man er et par i 20’erne eller 80’erne. Kærlighed, og de følelser der følger med, er ikke aldersbegrænset, og det kræver store menneskelige kompetencer at navigere i dem som hjælper.

Herefter bliver endnu et besøg aflyst over telefonen. Den er en ældre psykisk syg kvinde, som hjemmeplejen hjælper med at komme op om morgenen, og som de holder et vågent øje med. Jannie fortæller, at det er en meget krævende borger at tage sig af. Nogle gange mødes man med smil og åbne arme og får en rygende varm, nystegt flæskesteg med under armen på vej ud af døren. Andre gange flyver forbandelser og ting gennem luften, og man skal som hjælper finde sig i at blive talt groft til og anklaget for de mest urimelige ting.

Jannis tilgang til den psykisk syge kvinde er meget symptomatisk for turen. Jannie hjælper selvfølgelig med en række livsnødvendige, konkrete ting. Men over det hele hviler en stemning af, at hun holder øje med, om hendes borgere har det godt. Hun kigger bogstaveligt talt ind over hækken til dem, hun ikke lige i dag skal besøge for at se, om der er kommet lys i stuerne, ligesom hun har et øje på skraldespand og postkasse – andre steder som et trænet øje kan bruge til at aflæse beboernes trivsel inden bag husenes fire vægge.

Når Jannie skal finde tid til at holde et vågent øje med flere end de borgere, der lige netop står på dagens liste, sker det på trods af det kørelistesystem, der regulerer hendes arbejdsdage. Derfor taler vi om, at der er brug for at overveje, hvordan Janni og hendes kolleger kan få bedre muligheder for at fleksibelt at indrette deres arbejdsdage efter borgernes behov. Jeg synes i denne sammenhæng det bør være på tide at tale åbent om, hvad der sker med den tid, der frigøres når borgerne af en eller anden (og ofte forståelig) grund ikke ønsker den hjælp, som hjemmehjælperen kommer for at yde. Jeg tror der er tale om meget tid, og det vil være oplagt at skabe åbenhed om den, og fx gøre det legitimt at hjælperne kan bruge den til at prioritere andre borgere – og gerne med rehabiliteringsbriller på. Desuden virker det oplagt at ny teknologi kan gøre en forskel. Der må kunne udvikles tekniske løsninger, der bringer borgere, hjælpere og planlægger meget nærmere hinanden i løbet af dagen.

Den næste borger, Birthe, skal Jannie også hjælpe med at komme i gang med dagen. Hun bor i et lille hyggeligt sommerhus inde i skoven. Jannie laver morgenmad til hende og gør frokosten klar, ellers spiser hun ikke noget. Birthe er meget ked af det, da vi kommer. Dagen inden har hun fået tilbudt en plejebolig. Hun er meget forvirret, ved ikke om hun må sige nej, men vil ikke væk. Hun siger til mig, at hun ”ikke er parat til at tage af sted”, i en tone som om hun med ”afsted” både mener fra huset og fra livet. Birthe lever for sommerhuset, og de små turer hun endnu kan gå. Men hun er bange for hvad der sker, hvis hun siger nej. Jeg lister tilbage i bilen og lader Jannie trøste og rådgive Birthe i tosomhed. Det er dét, Birthe har mest brug for Jannie til i dag. 

På vejen videre i bilen taler vi om, hvordan der står ensomhed malet ud over de fleste af vores besøg. Ensomhed på grund af psykisk sygdom, ensomhed på grund af fysiske begrænsninger, ensomhed på grund af manglende netværk. Og vi taler om hvor vigtig og samtidigt opslidende en rolle, Jannie og hendes kolleger udfylder, når de ved siden af de konkrete ting, som borgerne skal have støtte til, er med til at give borgerne en følelse af ikke at være helt alene i den sidste, svære etape af livet. Vi taler også om, hvor barsk den danske familiekultur, hvor vi lever adskilt fra hinanden generationerne imellem, kan virke, når man ser konsekvenserne på denne rå, utyggede måde. Måske har mange af de her mennesker, vi nu besøger ene og ensomme, haft børn, der havde brug for dem, da de selv fik børn. Måske har de ikke været der for dem på det tidspunkt, ligesom deres børn ikke er der for dem her i livets sidste fase. Det virker grundlæggende usundt. 

Det gør stort indtryk på mig, hvordan Jannie gennem hele dagen har død og sygdom helt oppe i ansigtet. Vi taler om, at det er en kæmpe psykisk belastning. Det er en ringe trøst, at det er endnu mere barskt at arbejde på plejehjem, hvor borgerne gennemgående er endnu dårligere. Eller køre natpleje. Om natten kører du oftest lange afstande alene i mørke. Og de to ting, du oftest foretager dig med borgerne er at skifte ble og vende folk. Tænk at være så dårlig, at du ikke kan vende dig selv i sengen, og du skal have hjælp for ikke at få liggesår. Og tænk at have som job at gå ind i borgeres hjem og vende dem som en anden frikadelle i nattens mulm og mørke. Stor og dyb respekt for det.

Besøgene viser, at der er brug for at arbejde med den måde, ældreområdet styres på, så administrationerne i højere grad støtter Janni og hendes kolleger i at indrette arbejdsdagen efter borgernes behov – snarere end efter kørelister:

Administrationernes forsøg på at udøve faglig styring ved at omsætte politiske mål og viden fra analyser og forskning til politikker, kvalitetsstrandarder, retningslinjer, håndbøger, vejledninger, standarder mv. virker sjældent efter hensigten. Det er fordi denne type styringstiltag grundlæggende sjældent fører til formidling af viden i en form, der er brugbar for hjælperne. Der er simpelthen oftest for langt fra denne type af tiltag og til den enkelte hjælpers hverdag, hvor der skal træffes beslutninger om den enkelte borger i den enkelte situation – og hvor personlig, faglig intuition, menneskekendskab, empati og handlekraft derfor er afgørende kompetencer. 

Ligeledes er økonomisk styring, hvor borgernes behov sættes i første række, en sjældenhed – fordi det grundlæggende er en meget vanskelig disciplin. Det skyldes, at Jannis job i den grad er situationsbestemt og vanskeligt at sætte på formel. Hvis det alene var rengøring, som hjemmeplejen drev med, vil det være nemt nok at regne på. Men menneskelige behov for at gå på toilettet, vaske sig, spise og have en at tale med er langt mindre forudsigelige. Dermed mangler den måske vigtigste grundpræmis for klassisk økonomisk styring: Forudsigelighed. Det er næsten umuligt at forudse timeforbrug og dermed udgifter, hvis borgernes behov skal være styrende. Da der samtidig er politisk fastsatte budgetmål, der skal overholdes, er løsningen ofte en praksis, hvor fortrykte kørerlister strukturer hverdagen for den enkelte hjælper. Det er en sørgelig kendsgerning, som det er nemt at se, men svært at finde en løsning på.

Det sidste stop på ruten er hos Arne. Arne er lettere dement og bor i en lille landejendom med sin hund. Arne har indrettet sig, så han alene opholder sig i køkken–alrummet. Her står han sygeseng, og her sidder han ifølge Jannie stor set altid og ser fjernsyn. Jannie varmer mad til Arne og ser til, at han har det godt. Arnes ene barn bor nogle hundrede meter længere oppe ad vejen og kommer forbi dagligt og kigger ind til faren. Når det er jagtsæson, er det ofte Arnes gård, der bliver brugt til at starte og afslutte jagterne, og de gamle jagtvenner er i det hele taget gode til at kigge forbi. Måske det er en del af forklaringen på, at Arne – trods alt – virker ved forholdsvist godt mod. 

Stemningen fra turen med Jannie gennem Mols Bjerge sidder i min krop mange dage efter, som en klump i brystet. Det minder mig om, at jeg i min tid som ansat i administrationen i Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning fra tid til anden kørte med hjemme- og sygeplejen ud. Når jeg ser tilbage på mine 5 år i Københavns Kommune, er der ingen tvivl om at disse besøg gav noget helt særligt.

Turen med Jannie viser, hvor langt det danske velfærdssamfund gennem årene er nået. Vi har i store træk en velsmurt maskine, der leverer kompetent hjælp ud i alle sprækker af samfundet. Turen viser dog også fra første parket, hvori den næste store udfordring for velfærdssamfundet består: At få skabt en form for velfærd, der er styret ”ude fra og ind”, hvor borgernes behov – snarere end kørelister – er den drivende faktor.

Som præsident ville jeg derfor formentlig glæde mig over, at værdighed er blevet den nye diskurs på ældreområdet. Mere værdighed er nemlig ret præcist, hvad der er brug for. Det er en vigtig del af vores værd som mennesker, unge som gamle, at vi selv kan bestemme, hvornår vi skal sove, gå på toilettet, spise mv. 

Som præsident ville jeg dog også tænke, at værdighed blot er et ord, man kan administrere på nærmest hvilken som helst måde, med mindre, at de som administrerer besidder en dyb indsigt i de mennesker det handler om, og de omstændigheder, de lever under. Derfor går vejen mod en mere værdig ældrepleje via en større forståelse for praksis i administrationen og de forskellige ledelseslag inden for ældreplejen. Det kan ske ved, at der udvikles nye styringsformer, hvor de der administrerer og de der udfører ældreplejen sammen styrer udviklingen af området. Det kan ske ved, at administrationen i højere grad indtager rollen som supportfunktion. Og det kan ske ved, at ledelse igen bliver en ”fag-faglig” disciplin, hvor lederens vigtigste opgave bliver faglig sparring og support af ens medarbejdere.

Jeg vil tro, at værdighed i plejen af vores ældre borgere vil komme mere eller mindre af sig selv i takt med, at praksisforståelsen øges i de forskellige led af styringskæden. Det vil nemlig gøre, at ledelse og styring i højere grad bliver til faglig ledelse og faglig styring, hvor kvalitet og borgernes behov bliver den kerne som alt andet modelleres omkring. 

Navnene på borgerne i artiklen er opdigtede.

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Værdige livtag med døden Felter med * skal udfyldes
 

Artikel alle, unge som gamle, burde læse

Af:Anonym - Den20.08.2017 kl. 20:25Anmeld kommentar

Tak for en meget tankevækkende og velskrevet artikel om ældreplejen i Danmark. En artikel som denne burde komme bredere ud, så flere kunne få glæde af forfatterens nænsomme og meget respektfulde tilgang til de ældre borgeres behov for hjælp og det store stykke arbejde som hjælperne udøver hver dag.

Skriv hvad du søger