Fremtidens lokale velfærdssamfund Thomas Karlsson blogger om styring og ledelse i kommunerne

Ny styring af sociale botilbud

Af Thomas Karlsson, torsdag den 11. maj 2017 kl. 09.00

Det specialiserede socialområde blinker for tiden på lystavlen med røde lamper. I løbet de senere år er kommunernes udgifter på området eksploderet. Udviklingen afspejler markante stigninger i antallet af borgere, der modtager socialpædagogisk støtte, og borgere som bor i botilbud.

Som kommune skal vi være sikre på, at vi, eller rettere vores borgere, får mest muligt for de penge, vi bruger. Men det er lettere sagt end gjort på det specialiserede socialområde. For hvor i det indviklede net af årsager og sammenhænge, der driver denne udvikling, skal man sætte ind, hvis man ønsker at forbedre styringen? 

KLK’s seneste analyser af det specialiserede socialområde viser, at der er tre forhold, der har særlig betydning for styring af området: 

For det første er det specialiseret. Det betyder, at de borgere, der modtager hjælp, ofte har helt særlige problemstillinger, der kræver helt særlige og specialiserede løsninger – heraf det specialiserede. For at sikre høj kvalitet og høj grad af specialisering, deles kommunerne om at løse opgaven. Faktisk hjælper regionenerne også til med særlige og højt specialiserede tilbud. 

For det andet, og som følge af specialiseringen, køber og sælger kommunerne tilbud til hinanden i stort omfang. For den enkelte kommune betyder det, at den har ansvaret for drift af nogle specialiserede tilbud, hvor den sælger en stor del af pladserne i tilbuddet til andre kommuner. Det betyder også, at næsten alle kommuner køber et stort antal specialiserede pladser i bo- og dagtilbud i andre kommuner eller af regionen. Det er god fornuft og er med til at sikre høj kvalitet og specialisering, men det giver også nogle gevaldige styringsmæssige udfordringer, at kommunerne både er købere og sælgere af pladser. Mere om det nedenfor.

For det tredje er prisen på tilbuddene generelt høj. Det er ikke ualmindeligt, at et specialiseret botilbud koster 900.000 kr. om året, og hertil skal måske så lægges 250.000 kr. til dagtilbud. Det er mange penge for hver enkelt borger, så den kommune, der må punge ud, vil gerne være helt sikker på, at den får det rigtige tilbud til sine borgere. Når tilbuddene samtidig er så specialiserede, er der ikke noget stort og velfungerende marked. Tværtimod er det for mange kommuner en udfordring bare at finde en plads på et tilbud, der passer til den borger med det særlige behov, som de står med.

Vi har altså en situation, hvor 1: Der ikke er et velfungerende og gennemsigtigt marked, der kan sikre et godt forhold mellem pris og kvalitet 2: Nogle kommuner føler sig prisgivet sælgers betingelser og 3: Ejere af tilbud mangler incitamenter til at investere større summer af penge i at gøre driften mere effektiv og dermed sænke prisen for de enkelte tilbud. Det er ikke noget godt mix. 

Kommunen som køber af tilbud

Mange kommuner føler sig på herrens mark, når det gælder indhold i og pris på de tilbud, de køber i andre kommuner eller i regionen. De synes ikke, de kan få indflydelse på, hvad der konkret tilbydes deres borgere, og de har ofte svært ved at forstå priserne – og særligt ekstraregningerne.

Det er da også KLK’s erfaring, at der er stor forskel på, hvad kommunerne betaler for, ift. hvad der burde være samme ydelse. Helt konkret kan der være op til halve og hele millioner i forskel på, hvad sammenlignelige borgere koster. En stor del af forklaringen handler om, hvordan man som kommune udfylder sin bestillerrolle. 

Som køber af tilbud kan kommunen med fordel gøre tre ting. 1: Vær konkret og præcis i sin bestilling – og dermed i sin vurdering og beskrivelse af, hvad borgerens behov er. 2: Insister på, at der i samarbejdet med leverandøren er mulighed for forhandling, stil spørgsmålstegn ved de løsninger og ydelser leverandøren stiller op med, og insister på at få vide præcis, hvad man får for pengene. 3: Sørg for systematisk og jævnlig opfølgning på, om borgeren oplever progression i forhold til de mål, der er opstillet, og sørg for, at indsatser, som ikke bære frugt, standses omgående og erstattes af noget, man tror på.

Kommunen som sælger af tilbud

Kommunerne bruger ikke nødvendigvis mange kræfter på at sikre, at deres egne tilbud drives effektivt. I hvert fald er deres økonomiske incitament til at gøre det kun lille. Hvis en kommune selv kun bruger ¼ af pladserne på et tilbud, de ejer, får de jo også selv kun ¼ af den økonomiske fordel ved at sikre effektiv drift. 

Som sælger kan en kommunes økonomiske incitament til sikre effektiv drift af botilbuddene altså være lavt, og de skal derfor have hjælp til denne opgave. De nuværende regionale rammeaftaler, som indeholder generelle regler om prisfastsættelse og evt. prisreduktioner er ikke tilstrækkelige til at løse denne opgave. Der er derfor behov for en ny version 3.0 af de regionale rammeaftaler, hvor kommunerne går sammen om at finansiere de investeringer, der skal foretages for at skabe effektive bo- og dagtilbud på det specialiserede socialområde. Tilbud hvor pris og kvalitet matcher, og hvor der er gennemsigtighed i, hvad man får for penge. I sidste ende er det forudsætningen for, at borgeren får det rette tilbud og kommunen får den rette regning. 

Indlægget er skrevet sammen med souschef Peter Bogh og specialkonsulent Astrid Jensen-Kanstrup

Skriv en kommentar
Svar på dette indlæg: Ny styring af sociale botilbud Felter med * skal udfyldes